Oh Yes

Posted: juni 11, 2018 in Anmeldelser
Yes – Vega – 11/6 – 2018

I det herrens år 2018 gik det ned i Vega, men uden at have den store viden om YES som band, skulle jeg nok mene at kunne vide, at det ligeså godt kunne have været i 1978. Storladent er næsten et for lille ord i denne sammenhæng. Symfonisk, pompøst, grandiost og en anelse extravagant, kendetegnede denne aften i 70´ernes tegn. Min første tanke da Yes slog første tone an i Vega var, sig mig burde vi ikke befinde os i Amager Bio, alle tiders elefantkirkegård, for alle store rockbands. Men næ nej, vi var altså på Vesterbro i Vega.  

Yes 2018 version består af Jon Anderson, Trevor Rabin og Rick Wakeman. Man Yes billedekommer jo ikke udenom at det er tre aldrende mænd i deres livs efterår. Bandet startede ud allerede i 1968 (!) da undertegnede var 1 år gammel og for en gangs skyld var publikums gennemsnitsalder da muligvis også højere end min. Tænk at man skulle nå at opleve det!!! Jeg må indrømme jeg trak en anelse på smilebåndet, da jeg så Wakeman stå der bag sit keyboard, i ført sit velkendte varemærke, kongekåben. Han bærer denne kåbe i flere forskellige versioner, men denne gang var det atså den royale han havde fundet frem. Eftersigende skulle det være 6 gang Wakeman gør sin entré i Yes!  

De er jo sindsygt dygtige musikere alle tre, Trevor Rabin (har været med siden 1982) er en sindsygt dygtig guitarist, som vel kan nærmest alt på den seksstrengede, det lyder altså gudesmukt, når han trakterer strengelegen. Wakeman, kan man kun sige det samme om og alle årene på bagen, gør selvfølgelig at han får dansen med fingrene over tangenterne til at lyde legende let. Jon Anderson – stiftende medlem – imponerede altså mest. Hans karakteristiske høje stemmeleje, stod fuldstændig krystalklart og naturstridigt intakt. Jeg har efterhånden hørt en del koncerter med aldrende sangere, hvor stemmebåndet altså ikke rigtigt kunne følge med mere, men det var altså overhovedet ikke tilfældet her. Respekt er ordet!

Selve koncerten var et sandt overflødighedshorn af velkendt fuldfeds 70´er lyd, dvs massser af små mellemstykker, vilde soloer, stemnings klangflader, lir en masse i de meget meget lange numre. For at illustrere denne aftens tilbageskuende tidsånd, kan jeg berette at normalt til koncerter står der altid en eller anden entusiastisk ungersvend og fyrer luftguitaren af. Til denne koncert oplevede jeg noget som usædvanligt som en hårfager mand i en lidt for stram str l lyserød polotrøje, fyre den ene fremragende luftkeyboard solo af efter den anden! Imponerende! En Wakeman Wanna Be!

Et af de smukkeste øjeblikke der står tilbage efter koncerten, var et tidspunkt hvor det gik over i hvad nogle vel ville betegne som noget syret ambient, noget vildt smukt, noget meget betagende. Ja vi manglede vel nærmest bare en billedside med noget smuk vild natur, for at fuldende dette magiske øjeblik. Et andet udtryk for det letere udsyrede var den lille detalje, med Jon Andersons mikrofonstativ. En lille plysløve i en kop som var påmønstret mikrofonstativet +  en lille klokke og to små bækkener. Godt nok en lille detalje, men dog et vidne om det retrospektive islæt i koncerten. Fortiden,  historikken blev da også for alvor slået fast da Cream klassikeren “Sunshine Of Your Love” blev fundet frem fra arock analerne og inkorporeret i sætlisten. Det passede fint ind i Yes sammenhæng, eller hvis jeg skulle bruge et lettere brugt anmelder fagord, det lød sgu “FEDT”

Og hvad med HITTET “Owner of a Lonely Heart” for det er naturligvis den vi taler om. De spillede den, selvfølgelig gjorde de det. Men helt ærligt, den virkede sågu underligt malplaceret, i denne sammenhæng med dets one hit wonder attitude. På den anden side, havde de valgt ikke at spille netop det nummer, havde denne anmeldelse jo været en lang undren over dette fravalg. Og jo sgu, det er et fedt hit. Men den stikker altså gevaldigt ud i en Yes sammenhæng. Den røde tråd knækker.

Men tak Yes, tak for at slutte en for mig lang arbejdsuge af denne smukke sommer søndag aften i Vega. Jeg kvitterer hermed med 4 stjerner ud af 6 mulige. 

 

 

Elvis Presley –  Live On Screen – The Wonder Of You – Forum – 4. Juni – 2018

16 august, 1977. En mytologisk dag i rockhistorien. Den dag kongen faldt. Ikke på slagmarken, ikke på ærens mark, men på sit badeværelses gulv. Kroppen var fyldt. Fyldt af pethidin, morfin, valium + det løse. Dr. George Nichopoulos hed manden, som skulle varetage Elvis´s helbred, hvilket han gjorde på den temmeligt aparte måde ved at udskrive alskens medicin og piller fra samtlige hylder i drug-bazaren. Han forklarede senere at han jo i virkeligheden havde været god ved Elvis, for lægerne i Californien var jo langt mere skruppelløse… Dr. Nick  (som han også blev kaldt) fik senere et par domfældelser for sin udåd. Men ret skal være ret, faktisk døde Elvis grundet hjerteproblemer og ikke pga alle de stoffer han gik og fyldte sig med. Elvis var slidt ned, færdig, udkørt, end of story.

Plakat

Men myten Elvis. Myten den lever videre. Og den blev i den grad vakt til live igen i går aftes i Forum. Skulle jeg stadigvæk bære rundt på en lille tvivl om Elvis Presley nu virkelige var den største af dem alle, blev den da eftertrykkeligt bortvejret for altid i går aftes i Forum. Hvilken lise for min rock´n roll sjæl og se Elvis som en artist, som en kunstner, som en rocksanger. Ikke som tykke Elvis, ikke som tynde Elvis, ikke som Aloha Elvis, ikke som b-films Elvis, men som den Elvis, hvor han var den ypperste, den bedste, hvor han var The King Of Rock´n Roll. Ingen over, ingen ved siden af.

IMG_3123

Han ejede den scene der. Hans moves, hans timing, hans formidable sangregister, hans sjælfuldhed, hans indre rebel, hans enestående entertainmentship, hans kontakt med publikum (og da især den kvindelige del af tilhørerne) Enhver rockmusiker har sidenhen, altid på et tidspunkt måtte måle sig op mod Elvis og sagt til sig selv, hvad var det han kunne, som jeg ikke kan? Men fra det floromvundne tilbage til denne dejlige sommeraften i Forum på Julius Thomsens Plads. En aften der forøvrigt startede op med at jeg blev kontaktet af en ældre mand, der gerne ville følges til sit hjem lige ved siden af Forum. Tydeligt astmatisk, dehydreret med bimmelim balance og det endte da også med en ambulance i stedet for at komme hjem. Håber det gik dig godt gamle mand?

Showet skulle underholde og selvfølgelig måtte de gamle koncertoptagelser krydres med noget andet, end “bare” den billedeside, som vi jo har fornøjet os med så mange gange. Krydderiet hed det det fantastiske Tjekkiske Nationale Symfoniorkester og aftenens absolutte clou selveste Priscilla Presley. Hun er efterhånden blevet 74 år og så meget desto mere var det befriende, at hun i hvert fald denne aften bar sin alder med værdighed, ingen glimmer, ingen rhinsten (håber du læser med Elvis!) men iført en helt enkel sommerkjole. For åben mikrofon chit-chattede hun lidt med udvalgte publikummer og oppe fra scenen fortalte Priscilla udvalgte anekdoter fra privatlivet med Elvis. Især historien om den (eneste) gang hun havde held til at påvirke Elvis til at sætte et nummer på sin sætliste, fungerede fint. Det lyder meget amerikansk og jo, det var det da også, men det fungerede sgu fint i samspillet med optagelserne med Elvis. Et lille minus der står tilbage fra denne aften, vil umiddelbart være de få numre der blev afspillet uden billedside, altså bare lyden af Elvis og det glimrende symfoniorkester. Kun et lille minus, for 95% af tiden havde vi Elvis oppe på skærmen. Men jeg sidder altså i en sal både for at SE og lytte og underholdes. Fint med smuk lyd, men jeg vil altså også have noget at kigge på. 

IMG_3146

Konklusion: Jeg vil give 4 stjerner for den underholdning der blev leveret ind imellem optagelserne med Elvis. Men Elvis. Elvis gamle dreng. Du får sgu 6 stjerner. Hvad i alverden skulle jeg ellers give dig. Den aften. Den aften i Forum. Der fandt jeg tilbage. Der fandt jeg tilbage til rockens rødder og tilbage til den mest geniale performer og entertainer der nogensinde har betrådt denne jord. Hans navn var Elvis. Elvis Aaron Presley.

John lennon sagde det “Før Elvis var der ingenting”

Efter d 16 August 1977 havde vi heldigvis stadigvæk hans musik. Arven efter Elvis forsvinder aldrig. 

The king is gone but he’s not forgotten” Neil Young. 1979.

Der ligger flere billeder fra denne aften i Forum på Vesterbro Rock Radios instagram.

 

Nu ved jeg jo ikke hvornår modtageren af denne anmeldelse, læser mine bevingede ord, men her i skrivende stund, er det et faktum at danskerne i den grad er træt af denne sibiriske kulde der tilsyneladende har ramt landet i al evighed. Derfor var det da osse skønt at sidde der i DR´s fine koncertsal og mærke varmen fra scenen, fra det velspillende orkester “Tiggerne” og da i særdeleshed fra den altoverskyggende profil på scenen Peter Sommer. Anekdoterne sad løst og det for menneskeheden evige tunge emne den svære kærlighed, blev rundet en hel del gange. Et uudtømmeligt emne. For undertegnede, for Peter Sommer, for alle.

IMG_2121

Peter Sommer, en storyteller

Han er en sympatisk mand, ham Sommer, en varm mand. Med Skanderborg i hjertet og en vedblivende hang til de små mennesker. De små mennesker som han kan hænde at møde foran Netto med guitar og hat på fortovet og spille noget lejrbåls muzak der ifølge Sommer til tider kan minde lidt (bare lidt) om et Bob Dylan nummer. Og sådan flød en af historierne i en lind strøm ud af Peter, hvilket bekom DR´s fine koncertsal, afstanden kan godt føles lidt stor i den ærværdige sal, men Peter nåede med sin historiefortælling helt ud på de bagerste rækker.

Peter Sommer lagde stærkt ud med nyklassikeren “Skønne Spildte Kræfter” og min første tanke det var, at det var hurtig at smide esset/trumfen. Men til gengæld lagde nummeret retningen for koncerten, en retning der indebar bittersøde erindringer om et liv levet. Måske dette var Peters mission, med at sætte den først på sætlisten og i så fald lykkedes det til fulde. Jeg blev faktisk lidt overrasket over hvor udsøgt en sætliste han efterhånden har oparbejdet. Eneste irritations moment i den retning, er naturligvis de numre der så ikke bliver bliver fundet plads til. Som f.eks “Valby Bakke” og min personlige favorit fra det nye album “Faret vild i den samme skov” Men det må jo siges at være et luksusproblem. Min ledsagerske var endda af den mening at koncert/sætliste var for kort. En times tid varede koncerten og 5 kvarter med ekstranumrene, halvanden time havde været mere passende. Og hun var sandelig heller ikke helt tilfreds med lyden “En smule rungende og mudret til tider. Ikke hvad man forventer i DR’s koncerthus” Nuvel jeg selv oplevede/opdagede det kun i nummeret “Hvorfor Løb Vi” Det er som Lars Ulrich siger, danskerne er det eneste folkefærd, som går så meget op i lyden, som vi gør. 

Hvad vi dog kunne blive enige om, var at det var et godt show, med et særdeles velspillende orkester. Med tristesse og nærvær i højsædet følte man sig beæret over at være i selskab med Peter Sommer og den til tider tunge historik han bærer rundt på. 

Jeg vil give koncerten 4 stjerner. 

IMG_2117

Peter Sommer og Rockredaktøren efter veloverstået koncert

5 rockstjerner til MIW

Jeg anerkender blankt at mit kendskab til Motionless In White var sparsomt, men da jeg lige opdaterede mig selv med en spotify playliste, viste det sig dog hurtigt at jeg dog alligevel kendte en hel del til bandet. Forklaringen på min uvidenhed om mit kendskab til bandet kan vel skyldes at jeg gennem et par år, lyttede en hel del til MyRock når der skulle vaskes op derhjemme på 4 sal i Abel Cathrines Gade, men eftersom der ikke er nogen værter der snakker mellem numrene på MyRock – men kun massive reklameblokke – anede jeg faktisk ikke at det var Motionless In White jeg lyttede til. Nu er min dab-radio blot et minde om en svunden tid, for da signalet skiftede til dab+ fulgte min krystalapparat ikke med, så nu er det P6 Beat der fylder mit køkken med vellyd. Indie er sgu osse fedt, hvis for h….. blot de ville droppe den forbandede OK Computer plade med Radiohead… Nå, sidespring.

Men altså med en nyligt aflyttet playliste i baghovedet og et par øller under vesten, dragede jeg så mod Pumpehuset en isnende kold aften i febuar. Der var ikke udsolgt, IMG_1046 (1)men salen var godt fyldt, så det må have været lige ved og næsten. Genren de spiller MIW bliver kaldt for mangt og meget lige fra industrial til goth, metalcore og det der vel egentligt er en udemærket fællesbetegnelse nemlig horrormetal. Men whatever! Fedt er det. MIW spillede som de fleste nok ved på Copenhell i 2017 og da frontfigur Chris Motionless spurgte publikum, hvor mange der havde set og hørt MIW på Copenhell, vakte det stor jubel i salen. Der var tilsyneladende ganske mange gengangere blandt tilhørerne. Meget sympatisk af Chris Motionless, at han husker den slags, eller i hvert fald i det mindste lige læser op på det i bandbussen, hvilken by han snart befinder sig i og om de har været der og spille før. Respekt!

Når man siger MIW siger man osse Marilyn Manson. Ingen vej udenom. Jeg så Marilyn Manson engang sidst i 90´erne og dengang syntes vi sgu ærligt talt det var lidt latterligt at han prøvede at provokere os europæere/danskere på samme måde som med amerikanerne med hans “I am The God OF Fuck” og hvad han eller lirede af den aften i KB Hallen. Det ku vi sgu ikke tage seriøst. Nu her 20 år efter står MIW på scenen og er langt mere nede på jorden og i øjenhøjde med os publikummer. Må jeg i den forbindelse nævne de to piger som dansede rundt med paraplyer og skilte med skriften DEAD og i det hele taget tog brodden af at det skulle blive alt for ARTrocket som med Marilyn. Simpel god entertainment man kunne stole på (jeg ved det godt, jeg har stjålet det fra DAD) og det virkede!

IMG_1073

Sætlisten var højpotent, fede numre fra start til slut. Ikke for meget, ikke for lidt, det hele IMG_1085var der. Et ufatteligt velspillende orkester, et engageret publikum, hvoraf specielt unge piger med sorte rande under øjnene var udelt begejstret og tydeligvis kunne teksterne udenad. I det hele taget er det sjovt at gå til heavy koncerter i dag og se det mildest talt aldersmæssigt blandede publikum i forhold til dengang i firserne. Og hvor ædru de er i modsætning til os andre da det var os der hoppede rundt helt oppe foran scenen. MIW vidste tydeligvis hvordan varen skulle leveres, fuld tryk på, ikke så meget pis, fedt lysshow, god lyd (men skru nu OP for helvede) så hvad er der andet end at give koncerten 5 fede rockstjerner. Og glæde sig umådeligt til næste gang de kigger forbi Danmark . Så er jeg der. Igen. 

Ps. Apropos underholdningen, så var et af højdepunkterne da en fyr med en gigantisk hanekam fra MIW crewet (tror jeg) gjorde sin entré på scenen og lige der midt på scenegulvet friede til sin kæreste. Om hun svarede ja? Se video 🙂