Oh Yes

Posted: juni 11, 2018 in Anmeldelser
Yes – Vega – 11/6 – 2018

I det herrens år 2018 gik det ned i Vega, men uden at have den store viden om YES som band, skulle jeg nok mene at kunne vide, at det ligeså godt kunne have været i 1978. Storladent er næsten et for lille ord i denne sammenhæng. Symfonisk, pompøst, grandiost og en anelse extravagant, kendetegnede denne aften i 70´ernes tegn. Min første tanke da Yes slog første tone an i Vega var, sig mig burde vi ikke befinde os i Amager Bio, alle tiders elefantkirkegård, for alle store rockbands. Men næ nej, vi var altså på Vesterbro i Vega.  

Yes 2018 version består af Jon Anderson, Trevor Rabin og Rick Wakeman. Man Yes billedekommer jo ikke udenom at det er tre aldrende mænd i deres livs efterår. Bandet startede ud allerede i 1968 (!) da undertegnede var 1 år gammel og for en gangs skyld var publikums gennemsnitsalder da muligvis også højere end min. Tænk at man skulle nå at opleve det!!! Jeg må indrømme jeg trak en anelse på smilebåndet, da jeg så Wakeman stå der bag sit keyboard, i ført sit velkendte varemærke, kongekåben. Han bærer denne kåbe i flere forskellige versioner, men denne gang var det atså den royale han havde fundet frem. Eftersigende skulle det være 6 gang Wakeman gør sin entré i Yes!  

De er jo sindsygt dygtige musikere alle tre, Trevor Rabin (har været med siden 1982) er en sindsygt dygtig guitarist, som vel kan nærmest alt på den seksstrengede, det lyder altså gudesmukt, når han trakterer strengelegen. Wakeman, kan man kun sige det samme om og alle årene på bagen, gør selvfølgelig at han får dansen med fingrene over tangenterne til at lyde legende let. Jon Anderson – stiftende medlem – imponerede altså mest. Hans karakteristiske høje stemmeleje, stod fuldstændig krystalklart og naturstridigt intakt. Jeg har efterhånden hørt en del koncerter med aldrende sangere, hvor stemmebåndet altså ikke rigtigt kunne følge med mere, men det var altså overhovedet ikke tilfældet her. Respekt er ordet!

Selve koncerten var et sandt overflødighedshorn af velkendt fuldfeds 70´er lyd, dvs massser af små mellemstykker, vilde soloer, stemnings klangflader, lir en masse i de meget meget lange numre. For at illustrere denne aftens tilbageskuende tidsånd, kan jeg berette at normalt til koncerter står der altid en eller anden entusiastisk ungersvend og fyrer luftguitaren af. Til denne koncert oplevede jeg noget som usædvanligt som en hårfager mand i en lidt for stram str l lyserød polotrøje, fyre den ene fremragende luftkeyboard solo af efter den anden! Imponerende! En Wakeman Wanna Be!

Et af de smukkeste øjeblikke der står tilbage efter koncerten, var et tidspunkt hvor det gik over i hvad nogle vel ville betegne som noget syret ambient, noget vildt smukt, noget meget betagende. Ja vi manglede vel nærmest bare en billedside med noget smuk vild natur, for at fuldende dette magiske øjeblik. Et andet udtryk for det letere udsyrede var den lille detalje, med Jon Andersons mikrofonstativ. En lille plysløve i en kop som var påmønstret mikrofonstativet +  en lille klokke og to små bækkener. Godt nok en lille detalje, men dog et vidne om det retrospektive islæt i koncerten. Fortiden,  historikken blev da også for alvor slået fast da Cream klassikeren “Sunshine Of Your Love” blev fundet frem fra arock analerne og inkorporeret i sætlisten. Det passede fint ind i Yes sammenhæng, eller hvis jeg skulle bruge et lettere brugt anmelder fagord, det lød sgu “FEDT”

Og hvad med HITTET “Owner of a Lonely Heart” for det er naturligvis den vi taler om. De spillede den, selvfølgelig gjorde de det. Men helt ærligt, den virkede sågu underligt malplaceret, i denne sammenhæng med dets one hit wonder attitude. På den anden side, havde de valgt ikke at spille netop det nummer, havde denne anmeldelse jo været en lang undren over dette fravalg. Og jo sgu, det er et fedt hit. Men den stikker altså gevaldigt ud i en Yes sammenhæng. Den røde tråd knækker.

Men tak Yes, tak for at slutte en for mig lang arbejdsuge af denne smukke sommer søndag aften i Vega. Jeg kvitterer hermed med 4 stjerner ud af 6 mulige. 

 

 

Elvis Presley –  Live On Screen – The Wonder Of You – Forum – 4. Juni – 2018

16 august, 1977. En mytologisk dag i rockhistorien. Den dag kongen faldt. Ikke på slagmarken, ikke på ærens mark, men på sit badeværelses gulv. Kroppen var fyldt. Fyldt af pethidin, morfin, valium + det løse. Dr. George Nichopoulos hed manden, som skulle varetage Elvis´s helbred, hvilket han gjorde på den temmeligt aparte måde ved at udskrive alskens medicin og piller fra samtlige hylder i drug-bazaren. Han forklarede senere at han jo i virkeligheden havde været god ved Elvis, for lægerne i Californien var jo langt mere skruppelløse… Dr. Nick  (som han også blev kaldt) fik senere et par domfældelser for sin udåd. Men ret skal være ret, faktisk døde Elvis grundet hjerteproblemer og ikke pga alle de stoffer han gik og fyldte sig med. Elvis var slidt ned, færdig, udkørt, end of story.

Plakat

Men myten Elvis. Myten den lever videre. Og den blev i den grad vakt til live igen i går aftes i Forum. Skulle jeg stadigvæk bære rundt på en lille tvivl om Elvis Presley nu virkelige var den største af dem alle, blev den da eftertrykkeligt bortvejret for altid i går aftes i Forum. Hvilken lise for min rock´n roll sjæl og se Elvis som en artist, som en kunstner, som en rocksanger. Ikke som tykke Elvis, ikke som tynde Elvis, ikke som Aloha Elvis, ikke som b-films Elvis, men som den Elvis, hvor han var den ypperste, den bedste, hvor han var The King Of Rock´n Roll. Ingen over, ingen ved siden af.

IMG_3123

Han ejede den scene der. Hans moves, hans timing, hans formidable sangregister, hans sjælfuldhed, hans indre rebel, hans enestående entertainmentship, hans kontakt med publikum (og da især den kvindelige del af tilhørerne) Enhver rockmusiker har sidenhen, altid på et tidspunkt måtte måle sig op mod Elvis og sagt til sig selv, hvad var det han kunne, som jeg ikke kan? Men fra det floromvundne tilbage til denne dejlige sommeraften i Forum på Julius Thomsens Plads. En aften der forøvrigt startede op med at jeg blev kontaktet af en ældre mand, der gerne ville følges til sit hjem lige ved siden af Forum. Tydeligt astmatisk, dehydreret med bimmelim balance og det endte da også med en ambulance i stedet for at komme hjem. Håber det gik dig godt gamle mand?

Showet skulle underholde og selvfølgelig måtte de gamle koncertoptagelser krydres med noget andet, end “bare” den billedeside, som vi jo har fornøjet os med så mange gange. Krydderiet hed det det fantastiske Tjekkiske Nationale Symfoniorkester og aftenens absolutte clou selveste Priscilla Presley. Hun er efterhånden blevet 74 år og så meget desto mere var det befriende, at hun i hvert fald denne aften bar sin alder med værdighed, ingen glimmer, ingen rhinsten (håber du læser med Elvis!) men iført en helt enkel sommerkjole. For åben mikrofon chit-chattede hun lidt med udvalgte publikummer og oppe fra scenen fortalte Priscilla udvalgte anekdoter fra privatlivet med Elvis. Især historien om den (eneste) gang hun havde held til at påvirke Elvis til at sætte et nummer på sin sætliste, fungerede fint. Det lyder meget amerikansk og jo, det var det da også, men det fungerede sgu fint i samspillet med optagelserne med Elvis. Et lille minus der står tilbage fra denne aften, vil umiddelbart være de få numre der blev afspillet uden billedside, altså bare lyden af Elvis og det glimrende symfoniorkester. Kun et lille minus, for 95% af tiden havde vi Elvis oppe på skærmen. Men jeg sidder altså i en sal både for at SE og lytte og underholdes. Fint med smuk lyd, men jeg vil altså også have noget at kigge på. 

IMG_3146

Konklusion: Jeg vil give 4 stjerner for den underholdning der blev leveret ind imellem optagelserne med Elvis. Men Elvis. Elvis gamle dreng. Du får sgu 6 stjerner. Hvad i alverden skulle jeg ellers give dig. Den aften. Den aften i Forum. Der fandt jeg tilbage. Der fandt jeg tilbage til rockens rødder og tilbage til den mest geniale performer og entertainer der nogensinde har betrådt denne jord. Hans navn var Elvis. Elvis Aaron Presley.

John lennon sagde det “Før Elvis var der ingenting”

Efter d 16 August 1977 havde vi heldigvis stadigvæk hans musik. Arven efter Elvis forsvinder aldrig. 

The king is gone but he’s not forgotten” Neil Young. 1979.

Der ligger flere billeder fra denne aften i Forum på Vesterbro Rock Radios instagram.