Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Elvis Presley –  Live On Screen – The Wonder Of You – Forum – 4. Juni – 2018

16 august, 1977. En mytologisk dag i rockhistorien. Den dag kongen faldt. Ikke på slagmarken, ikke på ærens mark, men på sit badeværelses gulv. Kroppen var fyldt. Fyldt af pethidin, morfin, valium + det løse. Dr. George Nichopoulos hed manden, som skulle varetage Elvis´s helbred, hvilket han gjorde på den temmeligt aparte måde ved at udskrive alskens medicin og piller fra samtlige hylder i drug-bazaren. Han forklarede senere at han jo i virkeligheden havde været god ved Elvis, for lægerne i Californien var jo langt mere skruppelløse… Dr. Nick  (som han også blev kaldt) fik senere et par domfældelser for sin udåd. Men ret skal være ret, faktisk døde Elvis grundet hjerteproblemer og ikke pga alle de stoffer han gik og fyldte sig med. Elvis var slidt ned, færdig, udkørt, end of story.

Plakat

Men myten Elvis. Myten den lever videre. Og den blev i den grad vakt til live igen i går aftes i Forum. Skulle jeg stadigvæk bære rundt på en lille tvivl om Elvis Presley nu virkelige var den største af dem alle, blev den da eftertrykkeligt bortvejret for altid i går aftes i Forum. Hvilken lise for min rock´n roll sjæl og se Elvis som en artist, som en kunstner, som en rocksanger. Ikke som tykke Elvis, ikke som tynde Elvis, ikke som Aloha Elvis, ikke som b-films Elvis, men som den Elvis, hvor han var den ypperste, den bedste, hvor han var The King Of Rock´n Roll. Ingen over, ingen ved siden af.

IMG_3123

Han ejede den scene der. Hans moves, hans timing, hans formidable sangregister, hans sjælfuldhed, hans indre rebel, hans enestående entertainmentship, hans kontakt med publikum (og da især den kvindelige del af tilhørerne) Enhver rockmusiker har sidenhen, altid på et tidspunkt måtte måle sig op mod Elvis og sagt til sig selv, hvad var det han kunne, som jeg ikke kan? Men fra det floromvundne tilbage til denne dejlige sommeraften i Forum på Julius Thomsens Plads. En aften der forøvrigt startede op med at jeg blev kontaktet af en ældre mand, der gerne ville følges til sit hjem lige ved siden af Forum. Tydeligt astmatisk, dehydreret med bimmelim balance og det endte da også med en ambulance i stedet for at komme hjem. Håber det gik dig godt gamle mand?

Showet skulle underholde og selvfølgelig måtte de gamle koncertoptagelser krydres med noget andet, end “bare” den billedeside, som vi jo har fornøjet os med så mange gange. Krydderiet hed det det fantastiske Tjekkiske Nationale Symfoniorkester og aftenens absolutte clou selveste Priscilla Presley. Hun er efterhånden blevet 74 år og så meget desto mere var det befriende, at hun i hvert fald denne aften bar sin alder med værdighed, ingen glimmer, ingen rhinsten (håber du læser med Elvis!) men iført en helt enkel sommerkjole. For åben mikrofon chit-chattede hun lidt med udvalgte publikummer og oppe fra scenen fortalte Priscilla udvalgte anekdoter fra privatlivet med Elvis. Især historien om den (eneste) gang hun havde held til at påvirke Elvis til at sætte et nummer på sin sætliste, fungerede fint. Det lyder meget amerikansk og jo, det var det da også, men det fungerede sgu fint i samspillet med optagelserne med Elvis. Et lille minus der står tilbage fra denne aften, vil umiddelbart være de få numre der blev afspillet uden billedside, altså bare lyden af Elvis og det glimrende symfoniorkester. Kun et lille minus, for 95% af tiden havde vi Elvis oppe på skærmen. Men jeg sidder altså i en sal både for at SE og lytte og underholdes. Fint med smuk lyd, men jeg vil altså også have noget at kigge på. 

IMG_3146

Konklusion: Jeg vil give 4 stjerner for den underholdning der blev leveret ind imellem optagelserne med Elvis. Men Elvis. Elvis gamle dreng. Du får sgu 6 stjerner. Hvad i alverden skulle jeg ellers give dig. Den aften. Den aften i Forum. Der fandt jeg tilbage. Der fandt jeg tilbage til rockens rødder og tilbage til den mest geniale performer og entertainer der nogensinde har betrådt denne jord. Hans navn var Elvis. Elvis Aaron Presley.

John lennon sagde det “Før Elvis var der ingenting”

Efter d 16 August 1977 havde vi heldigvis stadigvæk hans musik. Arven efter Elvis forsvinder aldrig. 

The king is gone but he’s not forgotten” Neil Young. 1979.

Der ligger flere billeder fra denne aften i Forum på Vesterbro Rock Radios instagram.

 

En aften i Vega med Kellermensch hvad er det? Det er først og fremmest storladent, pompøst, nærmest arrogant tilbagelænet sublimt. Irriterende overskudsagtigt. Og man tænker lidt, kan de gøre det koncert efter koncert? Men et blik på diverse facebookopdateringer og anmeldelser tyder en hel del på det – og her tager vi Treo ud af ligningen.

Første gang jeg overhovedet hører om Kellermensch er i et interview med Simon  Kellermensch i VegaKvamm, hvor han spillede ”Army Ants” for mig. Min første tanke var Bruce Springsteen tilsat en hel del indie. Jeg kunne faktisk lide det med det samme, men af en eller anden grund fik jeg aldrig rigtigt fulgt op, på den umiddelbare musikalske forelskelse. Endnu mere pinligt er det så, at jeg siden hen har interviewet bandet to gange, uden at have været til en eneste koncert med dem. Første interview var da Kellermensch åbnede Orange på Roskilde Festival 2012 og fuldstændigt smadrede scenen med en vild, voldsom koncert. Da jeg så bagefter koncerten møder smaddermand nr 1 bandboss Sebastian Wolf, sidder der en høflig sympatisk, måske nervøs mand, som beredvilligt besvarer mine spørgsmål med en ganske lille spæd stemme. Her giver udtrykket ”det stille vand” virkelig mening.

Save a photoI et andet interview fornyligt med Niels fra Mind Of 99 påpegede Niels overfor mig at det ikke nødvendigvis er ens musikalske kunnen, der gør at man får lov til at åbne Orange Scene. Det er først for alvor fedt når man bliver signet til Roskilde Festival i eget navn, fordi de simpelthen bare gerne vil have man kommer og spiller, uden at indgå i en ”hvem åbner Roskilde i år” sammenhæng. Og at blive signet i en “almindelig” sammenhæng er sket for både for Minds Of 99 og Kellermensch. For Kellermensch var det sidste år på Arena, hvor jeg efter koncerten møder Kælderdrengene igen. Her gik snakken primært på, hvilken tålmodighed det kan kræve at arbejde med Sebastian Wolf – en sand kunstner, en perfektionist – men osse om hvordan selvsamme tålmodighed (eller mangel på samme) er givet godt ud i forhold til det resultat der kom ud af det. Men det bliver talt igennem uden ærefrygt, men med en kærlighed til skabelsen, til musikken. Og nu vi snakker om ”skabelsen” Måske et af de største ord i verdenshistorien, men så storladent som Kellermensch foldede sig ud denne oktober aften i Vega, går det vel an og snakke om The Big Bang/ Skabelsen/ åbenbaring. Her har vi et umådeligt velspillet orkester, som gør alt hvad de kan for at få det indadvendte udtryk de har, udover rampen, ud til publikum. Og det lykkes. 100% Og angående udtryk mindede Sebastian Wolfs dansen og håndteren/ maltraktering af mikrofonstativ en hel del om Christian Bondes fra Whores & Thieves. Er det sådan en Esbjerg ting?

Jeg takker Kellermensch så mange gange for at berige mig med denne koncert, som jeg ikke kan sætte en eneste finger på. Skulle jeg dog alligevel fremhæve et eller andet, kunne det være Niels Grøndahl på violin. At han ikke bliver ”væk” i dette monster af et band, vidner om at dette band er så gennemtænkt, gennemført, gennemarbejdet, gennemtjekket, hvis lige vi ikke ser i danmark.

Højdepunkt denne aften: Lost At Sea

Skulle jeg endelig komme med et kritikpunkt kunne jeg dog savne en ting. Hvis nu Kellermensch havde spillet for 30 år havde lydtrykket helt sikkert været helt deroppe hvor man ville kunne mærke det i brystkassen, når bassen blev slået an, hvor man lige skulle bruge 10 minutter til at vænne sig til lydstyrken, hvor ringetoner var det man havde i ørene et par dage efter koncerten. Men mindre kunne have gjort det. Må vi ikke nok få lov til snart skrue bare lidt op igen…bare lidt.

6 stjerner til Kellermensch. Hvorfor 6? Fordi man ikke kan give 7

3 hurtige tilbageblik

1. Den sublime præstation

Deftones – Orange Scene – 4 Juli – 19:30

Undertegnede Rockredaktør Ole Hansen, er jo søn af firsermetal, men i virkeligheden var grunge æraen ”mit” årti, med dertilhørende bandana, skovmandsskjorte og Dr Martens. Netop derfor kan det vel undre nogen (og mig selv ikke mindst) at netop DEFTONES er nærmest ukendt musikalsk terræn, for undertegnede, da de jo netop lagde sig i kølvandet på de sidste efterdønninger af grungen, med deres debut i 1995 (adrenaline) Men nu stod de så her på Orange Scene og mine forventninger var sådan ”nå ja, lad os nu se hvad de kan” men JA SGU DE KUNNE. For fanden det var forbasket godt, jeg var total blown away! Iøvrigt i smuk samhørighed med en meget kendt dansk tv-kok, som fremførte en art primal stammedans, til stor moro for de omkringstående, men den viden holder vi helt for os selv  Deftones leverede et skarpskårent show, sikre riffs, sikker trommeføring, fed bund i bassen og helt upfront sikker mikrofonføring af forsanger Chino Moreno. Nu er jeg som sagt ”jomfru” hvad angår livekoncerter med DEFTONES men det var da mit indtryk, at Chino Moreno, var blevet mere tilbagelænet på den fede måned. Man kunne vel kalde det eksperimental rockens svar på Frank Sinatra…. Ok indrømmet overdrivelse fremme forståelsen. At han så kunne lide en tår øl (over tørsten) er vel kun et plus i rock´n roll håndbogens ABC, så kære DEFTONES: KOM SNART IGEN! Der er en masse koncerter med jer endnu ikke har set eller hørt, men nu skal det fandeme være og i får 6 fede stjerner herfra.

——————————

2. Den noget rutineprægede præstation

Rolling Stones – Orange Scene – 3 Juli – 22:00

Den største koncert på Roskilde Festival nogensinde blev den kaldt og jo og ja da, gu fanden var det den største. At tænke sig man skulle få lov at høre det bedste rocknummer nogen sinde ”GIMME SHELTER” på Orange Scene! Af ROLLING STONES på egen gammel hjemmebane i rockroyal opstilling, Watts; Jagger; Wood; Richards! Man kunne vel kun nærmest ikke blive skuffet, jeg mener…..de har jo nærmest set rock -verden begynde. Og musikken for satan, MUSIKKEN: Paint It Black; Satisfaction; As Tears Go By; Sympathy For The Devil; Under My Thumb, Wild Horses.
Men det skete jo så……Jeg blev sgu skuffet. Det var lidt støvet, det var lidt sløjt, det var lidt altmodisch. Jagger; Wood og Watts gjorde det ok, men Richards virkede som en mand der havde prøvet det hele lidt for mange før – hvilket man jo ikke kan fortænke ham i – men nu var dette jo en LIVE koncert og ikke en YouTube video, med en gammel mand der kan imponere ved at danse moderne til et bryllup eller banke unge lommetyve ned. Man kan vel forlange lidt kvalitet uanset alder, det er dog en stor festival. Ellers skal man sgu komme ned fra den scene inden det bliver alt for pinligt. Vel helt pinligt blev det ikke, for listen af rockklassikere er uomtvistelig, så derfor Rolling Stones, TAK alligevel fordi i kiggede forbi. Nu kan jeg sætte flueben ud for jer og en oplevelse var det dog at se og høre det nogen kalder det største rockband nogensinde. Tre stjerner herfra.

Mick Jagger

—————————–

3. Nederen præstation

Psyched Up Janis – Orange Scene -5 Juli – 17:00

Sune Wagner lagde ud med at hamre samme akkord en 7 – 8 gange, som optakt til dette gig. Om det var en del af en endnu ikke overstået lydprøve vides ikke, men irriterende var det under alle omstændigheder. Nå men efter denne uheldige start lagde Psyched Up Janis ud med at spille en af de sikre kort nemlig ”I Died In My Teens” Var de nervøse for ikke at fange publikum fra start? Nummeret har jo efterhånden karakter af en dansk klassiker, men at det skulle kunne banke en publikumsstemning op, er efter undertegnedes personlige mening måske en anelse overdrivelse af dets betydning. Nuvel koncerten gik i gang, men gnist og spilleglæde var der fra start til slut ikke meget at spore af hos trioen. Gu var jeg da glad for at genhøre ”The Stars Are Out” som er MIN favorit, men jeg havde svært ved at finde ud af hvad Psyched Up Janis skulle på denne scene en sen lørdag eftermiddag. Skulle de spille gamle hits, skulle de vise materialet stadig holdt, hvilken nødvendighed lå der i denne flygtige gendannelse. Var det for at få lov til spille på Roskilde? Og hvorfor sætte dem på Orange Scene? Måske denne scene alligevel var for stor for bandet? Aner det ikke, men undertegnede kedede sig i hvert fald bravt fra start til slut. Jeg vil hellere høre Raveonettes på Arena næste gang. To stjerner.

Så døde My Worst Paranoia! Hvil i fred min ven. Sørgeligt, sørgeligt for bortset fra bandnavnet (som rockredaktøren altid har haft svært ved at forlige sig med) sprudlede orkesteret over med fede tekster og god energi og så selvfølgelig på DANSK som vi kan lide det. Kan være de vender tilbage fra graven en dag hvem ved. De skal i hvert fald være velkomne. Imens drikker vi gravøl 😉

Foto: Stine Maarbjerg