Archive for the ‘Anmeldelser’ Category

Mit kendskab til King Gizzard & The Lizard Wizard var inden koncerten sporadisk, men ansporet af de sociale medier, lurede jeg nu alligevel om ikke dette band, kunne være værd at tjekke ud ved selvsyn. Så jeg cyklede trosskyldigt til ned af Istedgade Vega med en kølig pilsner i hånden, uden nogen som helst forventning om noget som helst. Oh jo, jeg havde da tjekket dem ud på på tuben, spotify und so weiter, men i forhold til bandets korte liv er deres produktion er jo enorm og kompleks.  I 2017 var deres selverklærede mål at udgive hele 5 skiver (som i fem!) Og de holdt deres løfte. De har dog senere erkendt, at de var ved at knække nakken på at skulle overholde dette selverklærede mål.

IMG_5237

Denne varme sommer, kører ventilatorerne på højtryk på scenen

Engang i forne tider på Vig Festivalen, snakkede jeg med Carpark North om det til tider kunne være publikums skyld at en koncert ikke gik som forventet, altså blev dårlig. Grunden til vi kom ind på emnet var fordi jeg lige havde oplevet Ian Astbury forsanger i The Cult, stå og smider verbale svinere udover publikum på Orange Scene. Han var var mildt sagt ikke begejstret for publikums manglende entusiasme for hans genialiteter. Carpark North mente – selvfølgelig – at det til syvende og sidst måtte være artistens ansvar at formidle en fed koncert ud over scenekanten. Når jeg bringer dette på bane i denne anmeldelse, er det fordi jeg da sjældent har set en så oprigtigt begejstret tilskuerskare, som på denne aften med King Gizzard. Det var ren og skær fornøjelse at være vidne til et så veloplagt publikum, hvilket omsider bringer mig hen til min pointe, nemlig den at publikum havde stor ære af denne vellykkede aften i Vega. Min forventning havde forøvrigt været at opleve en hær af gamle rocknisser, som undertegnede selv, men det viste sig nu ikke at holde stik. Sådan lige lovligt løst anslået, lå gennemsnitsalderen vel på de første 3-4 rækker oppe foran scene på omkring 22-23 år. Gennemsnitsaldren har sikkert steget betragteligt jo længere man kom ned i mørket i salen 🙂  Men tak publikum.

IMG_5217

Der gøres klar til VM i 100 m synkron trommeslagning

King Gizzard & The Lizard Wizard er et velspillende energisk orkester. Med noget så udsædvanligt som to trommeslagere, som spillede noget nær 100% synkront. Men når man stiller et bandopsætning op med to trommeslagere der sidder ansigt til ansigt, skal det selvfølgelig også sidde lige i skabet. Alt andet ville virke underligt utjekket og ville blive bemærket. Af publikum. Af folk som mig. Må egentligt være underligt bare og sidde der en hel koncert og glo på sin makker. Men som sagt fed energi over hele linjen og et forøvrigt fedt lysshow, som var uhyre virkningsfuldt i en smuk symbiose med musikken.

Psykedeliske rock´n roll knaldperler, der faldt i en lind strøm, gjorde denne aften, en koncert udover det sædvanlige. En uhyre god tilfældig beslutning jeg tog denne aften, ville nødigt have undværet denne koncert i min samlig.

Må jeg forøvrigt komplimeteret opvamningsbandet Amyl and The Sniffers. Fed punkrock, fra Melbourne, som minsandten også findes på Gutter Island Garage Rock Festivals line-up. Det SKAL jeg høre igen J

5 stjerner til publikum.

4 stjerner til King Gizzard & The Lizard Wizard.

Det giver et gennemsnit på 4,5, som vi så runder op til 5.

Jeg måtte minsandten runde et halvt århundrede, før jeg skulle gøre min entré til min første reggae koncert nogensinde. Lidt vildt at tænke på faktisk, da det jo ikke ligefrem er niché musik for selvbestaltede feinscmeckere/musiknørder. Den rekordvarme sommer, var den perfekte kulisse, for en aften med Ziggy Marley i København og salen kogte da også i mere ned en forstand. Heldigvis var der masser at slukke tørsten med i Vegas sindsygt dyre sortiment af fadøl. De havde forøvrigt fået sat et eksklusivt lille IPA vandhul op ovre i hjørnet af baren, tommel op til Vega herfra!

En koncert med Ziggy Marley var lige nøjagtig, som jeg troede, som jeg håbede, som jeg forventede. En koncert med fede vibes, fra et eksotisk sted langt væk kaldet Jamaica. Umiddelbart kunne det tælles på et par fingre hvor mange af numrene jeg egentligt kendte i forvejen, men det gjorde intet overhovedet. De fleste numre indgød til fællessang og efter få sekunder sang jeg sgu med alligevel. Sværere var det altså ikke. Jeg påstår ikke at det lød kønt!

Med Bob Marleys død, blev det alle reggaemusikeres lod, at skulle leve med at hans skygge stadig hænger tungt over hele genren, selv efter alle disse mange år. Lidt ligesom Elvis og så alligevel ikke, for nok var Elvis den største, men rockmusikken er så udbredt i alle mulige afkroge og genrer. Vi har haft mange helte sidenhen til at bære rock-faklen videre, Kurt Cobain, Freddie Mercury, Bruce Springsteen osv osv. Men i reggae er der altså kun EN megastjerne som skinner udover det hele og det er selvfølgelig Bob Marley. Sådan må det være og sådan er det. Og lur mig om ikke hver eneste publikummer i Vega denne juli aften, på et tidspunkt har haft Bob i tankegodset, om ikke andet så blot som en kærlig lille strøtanke. Når det så er sagt, så er sønnike Ziggy, en fin og værdig repræsentant for reggae-genren. Han har opbygget et fint repertoire gennem årene, som har vist sig holdbart til andet end blot at være en bleg efterligning af fortidens helte.

Ziggy Marleys band var yderst kompetent swingende med velsyngende korpiger og dertilhørende synkrondans. Ingen tvivl om at Ziggy er bandleder, men sådan MÅ det vel være når man nærmest er en slags royal kronprins i reggae sammenhæng. Må jeg forøvrigt komplimentere leadguitaristen som et par gange fik lov til at fyre et par soloer af, som var så heavye, at selv Jimmy Page fra Led Zeppelin ville have frydet sig derved. Koncerten arbejdede sig stødt og roligt igennem, med et taknemmeligt og lydhørt publikum som sikker tolvtemand. Ingen overraskelser – bortset fra guitaristen som sagt – men et dejligt pust fra de varme lande til et solstiksramt Vega. Onde tunger vil måske påstå at Ziggy er i den lettere ende af reggaeskalaen, nuvel måske nok, men underholdende og en i mere end en forstand varm oplevelse var det.

Uvilkårlig gik tankerne på om der mon ville komme et nummer taget ud af det fædrene ophavs sætliste og jo minsandten om ikke klassikeren ”Is This Love” blev sat på som ekstranummer. Meget passende placeret. Eneste minus var faktisk, at den blev kørt for langt ud, lige et minut eller to for langt. Nuvel, kun en skønhedsplet, på en ellers fantastisk overophedet sommeraften i København. Kom snart igen Ziggy Marley. Du får fire stjerner af mig. Hvis du kommer igen en kold vinteraften, hvor vi sikkert har endnu mere brug for dig, kan det være jeg giver dig fem 🙂 

Oh Yes

Posted: juni 11, 2018 in Anmeldelser
Yes – Vega – 11/6 – 2018

I det herrens år 2018 gik det ned i Vega, men uden at have den store viden om YES som band, skulle jeg nok mene at kunne vide, at det ligeså godt kunne have været i 1978. Storladent er næsten et for lille ord i denne sammenhæng. Symfonisk, pompøst, grandiost og en anelse extravagant, kendetegnede denne aften i 70´ernes tegn. Min første tanke da Yes slog første tone an i Vega var, sig mig burde vi ikke befinde os i Amager Bio, alle tiders elefantkirkegård, for alle store rockbands. Men næ nej, vi var altså på Vesterbro i Vega.  

Yes 2018 version består af Jon Anderson, Trevor Rabin og Rick Wakeman. Man Yes billedekommer jo ikke udenom at det er tre aldrende mænd i deres livs efterår. Bandet startede ud allerede i 1968 (!) da undertegnede var 1 år gammel og for en gangs skyld var publikums gennemsnitsalder da muligvis også højere end min. Tænk at man skulle nå at opleve det!!! Jeg må indrømme jeg trak en anelse på smilebåndet, da jeg så Wakeman stå der bag sit keyboard, i ført sit velkendte varemærke, kongekåben. Han bærer denne kåbe i flere forskellige versioner, men denne gang var det atså den royale han havde fundet frem. Eftersigende skulle det være 6 gang Wakeman gør sin entré i Yes!  

De er jo sindsygt dygtige musikere alle tre, Trevor Rabin (har været med siden 1982) er en sindsygt dygtig guitarist, som vel kan nærmest alt på den seksstrengede, det lyder altså gudesmukt, når han trakterer strengelegen. Wakeman, kan man kun sige det samme om og alle årene på bagen, gør selvfølgelig at han får dansen med fingrene over tangenterne til at lyde legende let. Jon Anderson – stiftende medlem – imponerede altså mest. Hans karakteristiske høje stemmeleje, stod fuldstændig krystalklart og naturstridigt intakt. Jeg har efterhånden hørt en del koncerter med aldrende sangere, hvor stemmebåndet altså ikke rigtigt kunne følge med mere, men det var altså overhovedet ikke tilfældet her. Respekt er ordet!

Selve koncerten var et sandt overflødighedshorn af velkendt fuldfeds 70´er lyd, dvs massser af små mellemstykker, vilde soloer, stemnings klangflader, lir en masse i de meget meget lange numre. For at illustrere denne aftens tilbageskuende tidsånd, kan jeg berette at normalt til koncerter står der altid en eller anden entusiastisk ungersvend og fyrer luftguitaren af. Til denne koncert oplevede jeg noget som usædvanligt som en hårfager mand i en lidt for stram str l lyserød polotrøje, fyre den ene fremragende luftkeyboard solo af efter den anden! Imponerende! En Wakeman Wanna Be!

Et af de smukkeste øjeblikke der står tilbage efter koncerten, var et tidspunkt hvor det gik over i hvad nogle vel ville betegne som noget syret ambient, noget vildt smukt, noget meget betagende. Ja vi manglede vel nærmest bare en billedside med noget smuk vild natur, for at fuldende dette magiske øjeblik. Et andet udtryk for det letere udsyrede var den lille detalje, med Jon Andersons mikrofonstativ. En lille plysløve i en kop som var påmønstret mikrofonstativet +  en lille klokke og to små bækkener. Godt nok en lille detalje, men dog et vidne om det retrospektive islæt i koncerten. Fortiden,  historikken blev da også for alvor slået fast da Cream klassikeren “Sunshine Of Your Love” blev fundet frem fra arock analerne og inkorporeret i sætlisten. Det passede fint ind i Yes sammenhæng, eller hvis jeg skulle bruge et lettere brugt anmelder fagord, det lød sgu “FEDT”

Og hvad med HITTET “Owner of a Lonely Heart” for det er naturligvis den vi taler om. De spillede den, selvfølgelig gjorde de det. Men helt ærligt, den virkede sågu underligt malplaceret, i denne sammenhæng med dets one hit wonder attitude. På den anden side, havde de valgt ikke at spille netop det nummer, havde denne anmeldelse jo været en lang undren over dette fravalg. Og jo sgu, det er et fedt hit. Men den stikker altså gevaldigt ud i en Yes sammenhæng. Den røde tråd knækker.

Men tak Yes, tak for at slutte en for mig lang arbejdsuge af denne smukke sommer søndag aften i Vega. Jeg kvitterer hermed med 4 stjerner ud af 6 mulige. 

 

 

Nu ved jeg jo ikke hvornår modtageren af denne anmeldelse, læser mine bevingede ord, men her i skrivende stund, er det et faktum at danskerne i den grad er træt af denne sibiriske kulde der tilsyneladende har ramt landet i al evighed. Derfor var det da osse skønt at sidde der i DR´s fine koncertsal og mærke varmen fra scenen, fra det velspillende orkester “Tiggerne” og da i særdeleshed fra den altoverskyggende profil på scenen Peter Sommer. Anekdoterne sad løst og det for menneskeheden evige tunge emne den svære kærlighed, blev rundet en hel del gange. Et uudtømmeligt emne. For undertegnede, for Peter Sommer, for alle.

IMG_2121

Peter Sommer, en storyteller

Han er en sympatisk mand, ham Sommer, en varm mand. Med Skanderborg i hjertet og en vedblivende hang til de små mennesker. De små mennesker som han kan hænde at møde foran Netto med guitar og hat på fortovet og spille noget lejrbåls muzak der ifølge Sommer til tider kan minde lidt (bare lidt) om et Bob Dylan nummer. Og sådan flød en af historierne i en lind strøm ud af Peter, hvilket bekom DR´s fine koncertsal, afstanden kan godt føles lidt stor i den ærværdige sal, men Peter nåede med sin historiefortælling helt ud på de bagerste rækker.

Peter Sommer lagde stærkt ud med nyklassikeren “Skønne Spildte Kræfter” og min første tanke det var, at det var hurtig at smide esset/trumfen. Men til gengæld lagde nummeret retningen for koncerten, en retning der indebar bittersøde erindringer om et liv levet. Måske dette var Peters mission, med at sætte den først på sætlisten og i så fald lykkedes det til fulde. Jeg blev faktisk lidt overrasket over hvor udsøgt en sætliste han efterhånden har oparbejdet. Eneste irritations moment i den retning, er naturligvis de numre der så ikke bliver bliver fundet plads til. Som f.eks “Valby Bakke” og min personlige favorit fra det nye album “Faret vild i den samme skov” Men det må jo siges at være et luksusproblem. Min ledsagerske var endda af den mening at koncert/sætliste var for kort. En times tid varede koncerten og 5 kvarter med ekstranumrene, halvanden time havde været mere passende. Og hun var sandelig heller ikke helt tilfreds med lyden “En smule rungende og mudret til tider. Ikke hvad man forventer i DR’s koncerthus” Nuvel jeg selv oplevede/opdagede det kun i nummeret “Hvorfor Løb Vi” Det er som Lars Ulrich siger, danskerne er det eneste folkefærd, som går så meget op i lyden, som vi gør. 

Hvad vi dog kunne blive enige om, var at det var et godt show, med et særdeles velspillende orkester. Med tristesse og nærvær i højsædet følte man sig beæret over at være i selskab med Peter Sommer og den til tider tunge historik han bærer rundt på. 

Jeg vil give koncerten 4 stjerner. 

IMG_2117

Peter Sommer og Rockredaktøren efter veloverstået koncert

5 rockstjerner til MIW

Jeg anerkender blankt at mit kendskab til Motionless In White var sparsomt, men da jeg lige opdaterede mig selv med en spotify playliste, viste det sig dog hurtigt at jeg dog alligevel kendte en hel del til bandet. Forklaringen på min uvidenhed om mit kendskab til bandet kan vel skyldes at jeg gennem et par år, lyttede en hel del til MyRock når der skulle vaskes op derhjemme på 4 sal i Abel Cathrines Gade, men eftersom der ikke er nogen værter der snakker mellem numrene på MyRock – men kun massive reklameblokke – anede jeg faktisk ikke at det var Motionless In White jeg lyttede til. Nu er min dab-radio blot et minde om en svunden tid, for da signalet skiftede til dab+ fulgte min krystalapparat ikke med, så nu er det P6 Beat der fylder mit køkken med vellyd. Indie er sgu osse fedt, hvis for h….. blot de ville droppe den forbandede OK Computer plade med Radiohead… Nå, sidespring.

Men altså med en nyligt aflyttet playliste i baghovedet og et par øller under vesten, dragede jeg så mod Pumpehuset en isnende kold aften i febuar. Der var ikke udsolgt, IMG_1046 (1)men salen var godt fyldt, så det må have været lige ved og næsten. Genren de spiller MIW bliver kaldt for mangt og meget lige fra industrial til goth, metalcore og det der vel egentligt er en udemærket fællesbetegnelse nemlig horrormetal. Men whatever! Fedt er det. MIW spillede som de fleste nok ved på Copenhell i 2017 og da frontfigur Chris Motionless spurgte publikum, hvor mange der havde set og hørt MIW på Copenhell, vakte det stor jubel i salen. Der var tilsyneladende ganske mange gengangere blandt tilhørerne. Meget sympatisk af Chris Motionless, at han husker den slags, eller i hvert fald i det mindste lige læser op på det i bandbussen, hvilken by han snart befinder sig i og om de har været der og spille før. Respekt!

Når man siger MIW siger man osse Marilyn Manson. Ingen vej udenom. Jeg så Marilyn Manson engang sidst i 90´erne og dengang syntes vi sgu ærligt talt det var lidt latterligt at han prøvede at provokere os europæere/danskere på samme måde som med amerikanerne med hans “I am The God OF Fuck” og hvad han eller lirede af den aften i KB Hallen. Det ku vi sgu ikke tage seriøst. Nu her 20 år efter står MIW på scenen og er langt mere nede på jorden og i øjenhøjde med os publikummer. Må jeg i den forbindelse nævne de to piger som dansede rundt med paraplyer og skilte med skriften DEAD og i det hele taget tog brodden af at det skulle blive alt for ARTrocket som med Marilyn. Simpel god entertainment man kunne stole på (jeg ved det godt, jeg har stjålet det fra DAD) og det virkede!

IMG_1073

Sætlisten var højpotent, fede numre fra start til slut. Ikke for meget, ikke for lidt, det hele IMG_1085var der. Et ufatteligt velspillende orkester, et engageret publikum, hvoraf specielt unge piger med sorte rande under øjnene var udelt begejstret og tydeligvis kunne teksterne udenad. I det hele taget er det sjovt at gå til heavy koncerter i dag og se det mildest talt aldersmæssigt blandede publikum i forhold til dengang i firserne. Og hvor ædru de er i modsætning til os andre da det var os der hoppede rundt helt oppe foran scenen. MIW vidste tydeligvis hvordan varen skulle leveres, fuld tryk på, ikke så meget pis, fedt lysshow, god lyd (men skru nu OP for helvede) så hvad er der andet end at give koncerten 5 fede rockstjerner. Og glæde sig umådeligt til næste gang de kigger forbi Danmark . Så er jeg der. Igen. 

Ps. Apropos underholdningen, så var et af højdepunkterne da en fyr med en gigantisk hanekam fra MIW crewet (tror jeg) gjorde sin entré på scenen og lige der midt på scenegulvet friede til sin kæreste. Om hun svarede ja? Se video 🙂 

En aften i Vega med Kellermensch hvad er det? Det er først og fremmest storladent, pompøst, nærmest arrogant tilbagelænet sublimt. Irriterende overskudsagtigt. Og man tænker lidt, kan de gøre det koncert efter koncert? Men et blik på diverse facebookopdateringer og anmeldelser tyder en hel del på det – og her tager vi Treo ud af ligningen.

Første gang jeg overhovedet hører om Kellermensch er i et interview med Simon  Kellermensch i VegaKvamm, hvor han spillede ”Army Ants” for mig. Min første tanke var Bruce Springsteen tilsat en hel del indie. Jeg kunne faktisk lide det med det samme, men af en eller anden grund fik jeg aldrig rigtigt fulgt op, på den umiddelbare musikalske forelskelse. Endnu mere pinligt er det så, at jeg siden hen har interviewet bandet to gange, uden at have været til en eneste koncert med dem. Første interview var da Kellermensch åbnede Orange på Roskilde Festival 2012 og fuldstændigt smadrede scenen med en vild, voldsom koncert. Da jeg så bagefter koncerten møder smaddermand nr 1 bandboss Sebastian Wolf, sidder der en høflig sympatisk, måske nervøs mand, som beredvilligt besvarer mine spørgsmål med en ganske lille spæd stemme. Her giver udtrykket ”det stille vand” virkelig mening.

Save a photoI et andet interview fornyligt med Niels fra Mind Of 99 påpegede Niels overfor mig at det ikke nødvendigvis er ens musikalske kunnen, der gør at man får lov til at åbne Orange Scene. Det er først for alvor fedt når man bliver signet til Roskilde Festival i eget navn, fordi de simpelthen bare gerne vil have man kommer og spiller, uden at indgå i en ”hvem åbner Roskilde i år” sammenhæng. Og at blive signet i en “almindelig” sammenhæng er sket for både for Minds Of 99 og Kellermensch. For Kellermensch var det sidste år på Arena, hvor jeg efter koncerten møder Kælderdrengene igen. Her gik snakken primært på, hvilken tålmodighed det kan kræve at arbejde med Sebastian Wolf – en sand kunstner, en perfektionist – men osse om hvordan selvsamme tålmodighed (eller mangel på samme) er givet godt ud i forhold til det resultat der kom ud af det. Men det bliver talt igennem uden ærefrygt, men med en kærlighed til skabelsen, til musikken. Og nu vi snakker om ”skabelsen” Måske et af de største ord i verdenshistorien, men så storladent som Kellermensch foldede sig ud denne oktober aften i Vega, går det vel an og snakke om The Big Bang/ Skabelsen/ åbenbaring. Her har vi et umådeligt velspillet orkester, som gør alt hvad de kan for at få det indadvendte udtryk de har, udover rampen, ud til publikum. Og det lykkes. 100% Og angående udtryk mindede Sebastian Wolfs dansen og håndteren/ maltraktering af mikrofonstativ en hel del om Christian Bondes fra Whores & Thieves. Er det sådan en Esbjerg ting?

Jeg takker Kellermensch så mange gange for at berige mig med denne koncert, som jeg ikke kan sætte en eneste finger på. Skulle jeg dog alligevel fremhæve et eller andet, kunne det være Niels Grøndahl på violin. At han ikke bliver ”væk” i dette monster af et band, vidner om at dette band er så gennemtænkt, gennemført, gennemarbejdet, gennemtjekket, hvis lige vi ikke ser i danmark.

Højdepunkt denne aften: Lost At Sea

Skulle jeg endelig komme med et kritikpunkt kunne jeg dog savne en ting. Hvis nu Kellermensch havde spillet for 30 år havde lydtrykket helt sikkert været helt deroppe hvor man ville kunne mærke det i brystkassen, når bassen blev slået an, hvor man lige skulle bruge 10 minutter til at vænne sig til lydstyrken, hvor ringetoner var det man havde i ørene et par dage efter koncerten. Men mindre kunne have gjort det. Må vi ikke nok få lov til snart skrue bare lidt op igen…bare lidt.

6 stjerner til Kellermensch. Hvorfor 6? Fordi man ikke kan give 7

Komos Festival 2017 og 2018?

Posted: juli 4, 2017 in Anmeldelser

Tjo…

Komos Festivalen…mon man engang i fremtiden vil kunne imponere unge festivalgængere med at man i det herrens år 2017 var med på den allerførste Komos festival nogensinde. Næppe! Men mindre kan osse gøre det. Skulle vi lige starte med hvad tanken – måske – har været bag dette nye tiltag i et danmark, som jo ellers ikke ligefrem mangler festivaler. Nr 1 kunne være: hvilken musik lytter danskerne til, når de vasker op efter aftensmaden? De lytter til harmløs genkendelig folkerock (JA: FOLKEROCK kalder jeg det, de læste rigtigt) Noget P4 agtigt noget der ikke skal gøre meget andet end at behage. Og nr 2: Hvad ser danerne så på efter opvasken? De glor sgu på madprogrammer på tv. Og vips og vupti , konceptet er hjemme, en mad og musikfestival er hermed født. Man vælger at henlægge festivalen til Kongens Have, midt inde i byen. God idé, men dog med det forbehold at lydstyrken må og skal justeres ned for at tække bydelens småbørnsfamilerier. Rager man først uklar med dem, bryder helvede løs. Tænk på stakkels Tivoli, som har måttet skrue volumeknappen helt ned på laveste blus, pga de emsige naboer. Men altså så har vi et umiddelbart holdbart koncept, en mad og musik festival, tilpasset Ramasjang og Tv Charlie settlementet som vi alle kan forholde os til. DVS sådan nogen som mig selv… God idé faktisk!

DET DÅRLIGE

Når man slår sig op på at være en mad festival, så er det ret utjekket at løbe tør for mad lørdag aften ved 21:30 tiden. Og når man siger kvalitetsmad, så siger man i min verden også kvalitets øl og jo det forfandtes, men dog kun i begrænset oplag. En af de gode øl var Brooklyn Brown Ale, men den forsvandt såmænd ud af sortimentet tidligt fredag aften og så igen lørdag aften. Jeg købte selv de sidste to Brown Ale fredag aften, cirka kl 20:30. Det sgu ikke godt nok, når man slår sig op på at være lettere eksklusiv og lægger klædelig afstand til remouladebefængte pommes frites og faxe på fad.

Og så var der lige det med toiletterne. Der var rigeligt af dem, men de lå alt alt for langt væk fra boder og scener. 

                                            DET POSITIVE

Kris_KristoffersonMEN kom igen i 2018 Komos festival. En GOD idé at lægge en festival i Kongens Have, vildt hyggelige omgivelser, nemt at komme til og fra. Fine musikalske oplevelser med Folkeklubben, Select Captain, Dissing Klanen og da især levende legende Kris Kristofferson. Han var da godt nok blevet gammel, men sangene stod stærkt og lyslevende, et helt enestående katalog af countryklassikere. En noget kort men fin version af “Help Me Make It Through The Night” til gengæld fik vi “Me and Bobby McGee” i fuldlængde og oh ja da der blev jeg sgu blank i øjnene, det indrømmer jeg gerne.

Folkeklubben

Stærkest af alt skinnede dog Folkeklubben, festivalens absolut største musikalske højdepunkt, med en perlerække af selvskrevne danske sange. De er ikke kommet gratis til deres succes, hårdt arbejde, godt sangskriverhåndværk, velspillende band, så gud hvor er det dem vel undt. De skal dog lige have en postitiv mishagsytring for  hvor var det dog vederkvægende at høre deres fine “Danmarksfilm” uden Suspekts utidige indblandning (det er bare MIN mening)

                               KONKLUSION

4 stjerner, til Kris Kristofferson. Med en så eminent sætliste, bærer vi over med at stemmen rystede og kroppen skælvede på den – herregud – ældre mand. Til gengæld kan man så sætte flueben ved at have hørt og hyldet en legende, som har skrevet sange der formodentligt vil leve til evig tid. Den chance kommer vel næppe igen, lige med det samme. Hvis nogensinde. Bemærk det er lykkes mig ikke at nævne Convoy en eneste gang. Nu gjorde jeg det så alligevel 🙂 

5 stjerner til Folkeklubben. Glimrende række af sange, på trods af deres forholdsvis korte levealder som band. Og så er de jo altså bare gode musikanter og entertainere, det kommer man ikke udenom.

3 stjerner til Komos Festivalen, som helhed. Kom igen til næste år, med en opdateret Komos Festival version 2018. Prøv at få rettet op på de små irritationsmomenter. Jeg har nemlig tænkt mig at vende tilbage.

Til sidst

Forøvrigt var Alex Nyborg Madsen et fund som konferencier. Den mand, den stemme, den tryghed. Meget vidende, meget hyggelig og meget meget sympatisk. Og så er han jo gammel Vesterbroer 🙂

Til anmeldelse 1

SELECT CAPTAIN – SLIDE – KOMOS FESTIVAL 2017