En aften i Vega med Kellermensch hvad er det? Det er først og fremmest storladent, pompøst, nærmest arrogant tilbagelænet sublimt. Irriterende overskudsagtigt. Og man tænker lidt, kan de gøre det koncert efter koncert? Men et blik på diverse facebookopdateringer og anmeldelser tyder en hel del på det – og her tager vi Treo ud af ligningen.

Første gang jeg overhovedet hører om Kellermensch er i et interview med Simon  Kellermensch i VegaKvamm, hvor han spillede ”Army Ants” for mig. Min første tanke var Bruce Springsteen tilsat en hel del indie. Jeg kunne faktisk lide det med det samme, men af en eller anden grund fik jeg aldrig rigtigt fulgt op, på den umiddelbare musikalske forelskelse. Endnu mere pinligt er det så, at jeg siden hen har interviewet bandet to gange, uden at have været til en eneste koncert med dem. Første interview var da Kellermensch åbnede Orange på Roskilde Festival 2012 og fuldstændigt smadrede scenen med en vild, voldsom koncert. Da jeg så bagefter koncerten møder smaddermand nr 1 bandboss Sebastian Wolf, sidder der en høflig sympatisk, måske nervøs mand, som beredvilligt besvarer mine spørgsmål med en ganske lille spæd stemme. Her giver udtrykket ”det stille vand” virkelig mening.

Save a photoI et andet interview fornyligt med Niels fra Mind Of 99 påpegede Niels overfor mig at det ikke nødvendigvis er ens musikalske kunnen, der gør at man får lov til at åbne Orange Scene. Det er først for alvor fedt når man bliver signet til Roskilde Festival i eget navn, fordi de simpelthen bare gerne vil have man kommer og spiller, uden at indgå i en ”hvem åbner Roskilde i år” sammenhæng. Og at blive signet i en “almindelig” sammenhæng er sket for både for Minds Of 99 og Kellermensch. For Kellermensch var det sidste år på Arena, hvor jeg efter koncerten møder Kælderdrengene igen. Her gik snakken primært på, hvilken tålmodighed det kan kræve at arbejde med Sebastian Wolf – en sand kunstner, en perfektionist – men osse om hvordan selvsamme tålmodighed (eller mangel på samme) er givet godt ud i forhold til det resultat der kom ud af det. Men det bliver talt igennem uden ærefrygt, men med en kærlighed til skabelsen, til musikken. Og nu vi snakker om ”skabelsen” Måske et af de største ord i verdenshistorien, men så storladent som Kellermensch foldede sig ud denne oktober aften i Vega, går det vel an og snakke om The Big Bang/ Skabelsen/ åbenbaring. Her har vi et umådeligt velspillet orkester, som gør alt hvad de kan for at få det indadvendte udtryk de har, udover rampen, ud til publikum. Og det lykkes. 100% Og angående udtryk mindede Sebastian Wolfs dansen og håndteren/ maltraktering af mikrofonstativ en hel del om Christian Bondes fra Whores & Thieves. Er det sådan en Esbjerg ting?

Jeg takker Kellermensch så mange gange for at berige mig med denne koncert, som jeg ikke kan sætte en eneste finger på. Skulle jeg dog alligevel fremhæve et eller andet, kunne det være Niels Grøndahl på violin. At han ikke bliver ”væk” i dette monster af et band, vidner om at dette band er så gennemtænkt, gennemført, gennemarbejdet, gennemtjekket, hvis lige vi ikke ser i danmark.

Højdepunkt denne aften: Lost At Sea

Skulle jeg endelig komme med et kritikpunkt kunne jeg dog savne en ting. Hvis nu Kellermensch havde spillet for 30 år havde lydtrykket helt sikkert været helt deroppe hvor man ville kunne mærke det i brystkassen, når bassen blev slået an, hvor man lige skulle bruge 10 minutter til at vænne sig til lydstyrken, hvor ringetoner var det man havde i ørene et par dage efter koncerten. Men mindre kunne have gjort det. Må vi ikke nok få lov til snart skrue bare lidt op igen…bare lidt.

6 stjerner til Kellermensch. Hvorfor 6? Fordi man ikke kan give 7

Reklamer

Komos Festival 2017 og 2018?

Posted: juli 4, 2017 in Anmeldelser

Tjo…

Komos Festivalen…mon man engang i fremtiden vil kunne imponere unge festivalgængere med at man i det herrens år 2017 var med på den allerførste Komos festival nogensinde. Næppe! Men mindre kan osse gøre det. Skulle vi lige starte med hvad tanken – måske – har været bag dette nye tiltag i et danmark, som jo ellers ikke ligefrem mangler festivaler. Nr 1 kunne være: hvilken musik lytter danskerne til, når de vasker op efter aftensmaden? De lytter til harmløs genkendelig folkerock (JA: FOLKEROCK kalder jeg det, de læste rigtigt) Noget P4 agtigt noget der ikke skal gøre meget andet end at behage. Og nr 2: Hvad ser danerne så på efter opvasken? De glor sgu på madprogrammer på tv. Og vips og vupti , konceptet er hjemme, en mad og musikfestival er hermed født. Man vælger at henlægge festivalen til Kongens Have, midt inde i byen. God idé, men dog med det forbehold at lydstyrken må og skal justeres ned for at tække bydelens småbørnsfamilerier. Rager man først uklar med dem, bryder helvede løs. Tænk på stakkels Tivoli, som har måttet skrue volumeknappen helt ned på laveste blus, pga de emsige naboer. Men altså så har vi et umiddelbart holdbart koncept, en mad og musik festival, tilpasset Ramasjang og Tv Charlie settlementet som vi alle kan forholde os til. DVS sådan nogen som mig selv… God idé faktisk!

DET DÅRLIGE

Når man slår sig op på at være en mad festival, så er det ret utjekket at løbe tør for mad lørdag aften ved 21:30 tiden. Og når man siger kvalitetsmad, så siger man i min verden også kvalitets øl og jo det forfandtes, men dog kun i begrænset oplag. En af de gode øl var Brooklyn Brown Ale, men den forsvandt såmænd ud af sortimentet tidligt fredag aften og så igen lørdag aften. Jeg købte selv de sidste to Brown Ale fredag aften, cirka kl 20:30. Det sgu ikke godt nok, når man slår sig op på at være lettere eksklusiv og lægger klædelig afstand til remouladebefængte pommes frites og faxe på fad.

Og så var der lige det med toiletterne. Der var rigeligt af dem, men de lå alt alt for langt væk fra boder og scener. 

                                            DET POSITIVE

Kris_KristoffersonMEN kom igen i 2018 Komos festival. En GOD idé at lægge en festival i Kongens Have, vildt hyggelige omgivelser, nemt at komme til og fra. Fine musikalske oplevelser med Folkeklubben, Select Captain, Dissing Klanen og da især levende legende Kris Kristofferson. Han var da godt nok blevet gammel, men sangene stod stærkt og lyslevende, et helt enestående katalog af countryklassikere. En noget kort men fin version af “Help Me Make It Through The Night” til gengæld fik vi “Me and Bobby McGee” i fuldlængde og oh ja da der blev jeg sgu blank i øjnene, det indrømmer jeg gerne.

Folkeklubben

Stærkest af alt skinnede dog Folkeklubben, festivalens absolut største musikalske højdepunkt, med en perlerække af selvskrevne danske sange. De er ikke kommet gratis til deres succes, hårdt arbejde, godt sangskriverhåndværk, velspillende band, så gud hvor er det dem vel undt. De skal dog lige have en postitiv mishagsytring for  hvor var det dog vederkvægende at høre deres fine “Danmarksfilm” uden Suspekts utidige indblandning (det er bare MIN mening)

                               KONKLUSION

4 stjerner, til Kris Kristofferson. Med en så eminent sætliste, bærer vi over med at stemmen rystede og kroppen skælvede på den – herregud – ældre mand. Til gengæld kan man så sætte flueben ved at have hørt og hyldet en legende, som har skrevet sange der formodentligt vil leve til evig tid. Den chance kommer vel næppe igen, lige med det samme. Hvis nogensinde. Bemærk det er lykkes mig ikke at nævne Convoy en eneste gang. Nu gjorde jeg det så alligevel 🙂 

5 stjerner til Folkeklubben. Glimrende række af sange, på trods af deres forholdsvis korte levealder som band. Og så er de jo altså bare gode musikanter og entertainere, det kommer man ikke udenom.

3 stjerner til Komos Festivalen, som helhed. Kom igen til næste år, med en opdateret Komos Festival version 2018. Prøv at få rettet op på de små irritationsmomenter. Jeg har nemlig tænkt mig at vende tilbage.

Til sidst

Forøvrigt var Alex Nyborg Madsen et fund som konferencier. Den mand, den stemme, den tryghed. Meget vidende, meget hyggelig og meget meget sympatisk. Og så er han jo gammel Vesterbroer 🙂

Til anmeldelse 1

SELECT CAPTAIN – SLIDE – KOMOS FESTIVAL 2017

SEA – The Grip Of Time

SEA kan deres kram, de kan deres ting, de kender deres rockhistorie, de kan spille røven ud af bukserne på de fleste bands i dag. Det må have krævet mange mange timer i øvelokalet at blive et så suverænt velspillende orkester.

I pressemeddelelsen fra Mighty Music der fulgte med deres nye skive “The Grip Of Time” forlyder det at albummet er et af de mest ventede danske rockalbums i de sidste mange år, efter sigende pga deres glimrende første album … det måske lige at stramme den lidt, men sandt er det da, at et fuldblods rock´n roll albums med en dansk signatur under, i sandhed er ved at være noget en sjældenhed. Hvis det da ikke lige var for føromtalte pladeselskab Mighty Music, så godt ord igen.

sea 2

        “Rust” hedder første nummer på skiven og start midte og slutning på nummeret vækker stærke mindelser om tidlig Judas Priest (og fik jeg nævnt omkvæd) Forsanger Anders Brink er ikke nogen Rob Halford, men newsflash det er der ingen der er, endsige nogensinde bliver. Anders i sig selv er en sindsygt god sanger, der giver sig selv 100% og det kan høres på denne plade. Ja faktisk kunne man have en frygt for om stemmen kan holde til det i længden, men det bliver jo så SEAS problem. Men en god åbner, det er “Rust”

once we were dead single coverFørste single udslip fra “The Grip Of Time” udkom sidst i januar og ligger som nr 2 på skiven, nemlig den klassiske rocker “Once We Were Dead” Om nummeret udtaler føromtalte Anders Brink, at de kan være måneder om at skrive et nummer, men at “Once We Were Dead” tog cirka en halv time at få i kassen. Og lad det være sagt med det samme, nummeret er et af de stærkeste numre på skiven, så man forstår udemærket at det blev valgt til forløberen for hele albummet. Et vildt fedt nummer, med groove og intensitet, som ikke er hørt bedre siden de store bands regerede rockscenen i 70´erne. Jeg taler om ikoner som Deep Purple, Rainbow osv. Store ord, jo jo, men ikke desto mindre er det sandt.

Helt deroppe kommer resten af albummet måske ikke, men mindre kan osse gøre det. Albummet er et album album om man så må sige, det vinder ved gehør og allerede efter de første to-tre gennemlytninger, kryber numrene ind under huden. Især vil jeg fremhæve det smukke “No Dawn” som et af de absolutte højepunkter. En god gennemarbejdet rocktune som giver sig god tid, men ikke er et sekund for langt. Og jeg ved ikke om den herre Hr Brink kan tåle mere ros, men shit en fed guitarsolo, han får smidt ind i det nummer. 

I det hele taget syntes jeg SEA er bedst i de numre, hvor de svinger mellem det decideret stille ballade-agtige og de voldsomt højtråbende rocknumre. Det giver en spændstighed og en vitalitet som i den grad klæder bandet, så SEA, forsæt venligst videre i samme spor. Det ville absolut aldrig have kunnet fungere, hvis ikke det lige var fordi de er så fandens teknisk dygtige og sammenspillede og at de forstår at økonomisere og prioritere med kræfterne, så de ikke falder i gryden med endeløst ligegyldigt lir “bare fordi man kan”

Og skulle vi så lige opsummere:

Jonas Bangstrup: Drums; Maico Thyge: Bass; Anders Brink: Vocals + Guitar; Anders Kargaard: Guitar.

De hedder SEA, de er et band, som netop har begået et voldfedt album de har valgt at kalde

“The Grip Of Time” 

5 af de fede rockstjerner til dem.

Et søvnigt søndags projekt

Måske det i virkeligheden var min egen skyld men jeg blev sgu ikke rigtigt grebet af Devin Townsend Project her forleden søndag i Amager Bio. Humøret var ellers højt efter en yderst vellykket fodboldkamp ude på Per Henrik Lings Allé 2. Alligevel kom koncerten aldrig for alvor op i gear, nærmere sådan lidt søndags tristesse. Publikum var søde og rare og der var god gensidig dialog med Devin Townsend Project, ja der var vel nærmest ikke et øje tørt da Devin Garrett Townsend – som bandbossen hedder – fortalte om sit 26 år ufejlbarlige ægteskab med sin elskede kone. Gad vide om han fortæller den historie på hele touren? Nu er vi jo ikke til krisesamtale i overpræsidiet, men til rockkoncert, okay?

dev 1

Den officielle debut på pladefronten – ifølge hjemmesiden – er sat til April 1995, med det album der hedder “Heavy as a Really Heavy Thing” Siden da er der udkommet i alt 30 (som i TREDIVE!) albums. Kan være det er derfor hans ægteskab er så velfungerende, han tilbringer mere tid i studiet, end med konen 🙂 Nå okay, plathederne til side….

Nåmmen tilbage til koncerten, da Devin Townsend Project slår de første toner an, forlader vi som traditionen byder baren og defilerer allesammen skyndsomt mod koncerten. Da jeg når scenekanten var min første tanke, hvorfor faen det var så lavt? Man kunne nærmest uden problemer tale med sidekammeraten, i et ganske normalt toneleje. Nu ved jeg godt at vi skriver 2017 og man må ikke ryge nogensteder, man må ikke drikke for mange bajere, man må ikke tale til koncerter og man må absolut ikke spille rockmusik så højt, som dengang i 80´erne hvor tinnitus i flere dage efter koncerterne var mere reglen end undtagelsen. Meeeeen det kan altså osse blive bare lidt for kedeligt. Lidt trykken for brystkassen, når bassen bliver hamret i bund, har ingen vel nogensinde taget skade af. Eller hvad 🙂 Et var lydniveauet, noget andet var at lydkvaliteten i det hele taget var ganske ringe, men som Lars Ulrich så ganske rigtigt sagde i et interview  (ganske frit efter min dårlige huskommelse) så er danmark det eneste land hvor man går så meget op i lyden og til gengæld ikke går så meget op i om bandet havde gang i en fest. Altså om de spillede et fedt gig, dårlig lyd eller ej. 

dev 3

Nå det så er sagt, så var det en særdeles fin sætliste, DTP havde på programmet. Sætter vi det sammen med en god energi på scenen og som jeg skrev tidligere et taknemmeligt og positivt indstillet publikum (det så vigtigt!) så var det slet ikke så ringe en koncert endda. Jeg lavede nogle små interviews med en del publikummer bagefter koncerten – tak Oana, Lisbeth og hvad i nu ellers hed allesammen – og  jeg må sgu indrømme begejstringen var noget større end min egen så, tja, tjohhh, bum.

Vi svinger den sgu op fra 3 til 4 rockstjerner. Folket har talt, publikum bestemmer. Men kun for denne ene gang….

Trivium suverænt overlegne i Vega

 Jeg kender/kendte ikke vildt meget til Trivium – indrømmet – så jeg havde googlet en del anmeldelser, fra deres koncerter på dansk grund og det var sgu en pose blandede bolsjer.  Men denne vinterkolde aften i Vega, var der ikke dikkedarer, ingen tvivl, de kan deres shit Trivium, det må jeg erkende blankt. En massiv lydmur, masser af fede soloer udført af kompetente musikere. God bund i sammenspillet og fedt kor af bassist Paolo Gregoletto. Når man så samtidigt  har Matthew Heafy, en ikke ueffen meget sympatisk frontfigur så kan det jo nærmest ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke.

1

I øvrigt et satans sent tidpunkt at gå på kl 23:00 når man som jeg skal op på job næste morgen kl 6:00. Det var tydeligt at mærke på publikum, at der var en del der øjensynligt ikke var “civilt erhverv ramt” som undertegnede, for de havde en gedigen fed fest den aften i Vega. I øvrigt var der en ung mand som gjorde sin ubudne entré på scenen, men blev temmeligt hurtigt smidt af scenen af Vega-vagterne. Der blev gået temmeligt hårdhændet til værks, men den unge mand satte sig osse kraftigt til modværge så…. Er det forøvrigt ikke osse håbløst oldschool at hoppe på scenen under koncerten. Var det ikke sådan en firserting, som bare ikke er fedt mere altså.

Men tilbage står der at Trivium var en magtdemonstration i hvordan en koncert aften skal skæres. Det var smukt, det var sublimt, det var en fest. Det jo hele tre ting….

Til slut vil jeg citerer Andreas Bjerno guitarist i Dear Delusion “Man skulle ikke være sart, der var circlepit 90% af tiden. Dusk Dismantled var mit (Andreas) højdepunkt”

5 rockstjerner til Trivium.

Bonusinfo: Vidste i at Matthew Heafys første instrument tilbage i sine purunge år var saxofon. Rock´n Roll!

Bonusinfo 2: De valgte at spille Run to the Hills som optakt til koncerten, hvilket var lidt ærgeligt, for så stod med der….tænk hvis det var Iron Maiden man skulle have hørt, lige der, en fredag aften, i Vega. Det virkede lidt uforløst.

Junkyard Drive – Sin & Tonic

Posted: februar 15, 2017 in Anmeldelser

Ren og skær Rock´n Roll optur

I det herrens år 2017, har snakken blandt rockfans og i branchen i den grad gået på hvem der skulle være naturlige arvtagere for alle rockdinosauerne, såsom Deep Purple, Scorpions, Black Sabbath…. fyld selv resten ud. Desværre er der rigeligt af tage af, når vi snakker pensionsmodne bands og endu værre er det at der ikke umiddelbart er 4-5 bands man kunne nævne som dem der kunne tage over fra store klassiske hårdtrockende bands. Det kan et band som Volbeat jo så heldigvis profitere af, da de jo – om man kan lide dem eller ej – har sin egen særegne lyd, sit eget udtryk, sit eget image. Dem er der ikke mange tilbage af. Og hvorfor skriver jeg så det, jo det gør jeg fordi tanken slog mig da jeg hørte Junkyard Drives seneste opus ”Sin & Tonic” De står på skuldrene af giganter. Den erkendelse gjorde Oasis sig på deres fjerde album ”Standing On The Shoulders Of Giants” som igen var tyvstjålet fra et citat af John Lennon. Junkyard Drive må lide den tort at vi befinder os 2017 og ikke 1987. Jeg var selv til stede dengang i 1987 og tro mig, Junkyard Drive var strøget direkte afsted som opvamning for Mötley Crüe på deres Girls Girls Girls tour. Junkyard Drive har attituderne og ikke mindst evnerne.

junkyard-drive-sin-tonic-album-cover

Og hvis jeg lige skulle slutte snakken af om fordums store rockbands: jeg fik af en eller anden grund startet pladen med det sjette nummer ”B.A.D” og kom uvilkårligt til at tænke på Skid Rows ”Creep Show” Det er som sådan ikke så skidt endda, da det eneste dårlige jeg har at sige om Skid Row er at Sebastian Bach skred fra bandet i 1996. B.A.D. er en fed rocker uden nogen som helst form for dikkerdarer. Det kunne meget passende have stået som overskrift for denne anmeldelse af pladen, der er ingen dikkerdarer overhovedet, men slet og ret fed rock´n roll. Set i den sammenhæng er det jo temmeligt genialt de har fået allestednærværende Søren Andersen (Electric Guitars, Glenn Hughes) til at producere albummet. Hvis der er noget den mand kan så er det sgu at skrue en fed glamrock plade sammen.

band-2Nummeret som skal ”breake” denne glimrende skive er den store rockballade ”Geordie” Du tror måske du ikke kender nummeret, men det gør du med 99,9% sikkerhed. Det er nemlig selvsamme nummer som Gasolin´ tog op på deres debutplade fra 1971 klassikeren “Langebro” Indtil fornylig anede jeg ikke at ”Langebro” var en oversættelse af en gammel engelsk folkesang. Temmeligt godt set af Junkyard Drive, at tage denne klassiker op igen, da alle danskere kender den og melodien og teksten har det sørgmod, som bare kalder på at et kompetent heavyband tager den på sin sætliste.  Det skurrer dog en anelse i ørene når forsanger Kris synger ”Two pretty babies have I born, the third lies in my body” men man må ikke glemme at de bedste viser og folkesange er fortællinger/historier/beskrivelser. Gerne omhandlende en tyrannisk konge eller det der var værre. Vi mangler Woody Guthrie til at skrive smædevisen om Donald Trump 🙂 Kort fortalt har Junkyard Drive begået lidt af en genistreg med deres fortolkning af “Geordie”

Hvis ikke Junkyard Drive kommer ud i USA/Europa med ”Sin & Tonic” så ved jeg snart ikke hvad der skal til. Pladen er en stærkt swingende Rock´n Roll sag, spækket med iørefaldende knaldperler. Desværre har man før set danske hardrock bands lave de fedeste plader (se: Go Go Berlin) uden at have fået den succes de egentligt fortjente. Jeg nægter at tro på, at Junkyard Drive med deres lettilgængelige Rock´n Roll ikke får en form for kommerciel succes med ”Sin & Tonic”

5 stjerner (ud af 6) udgår her fra rockredaktionen til Junkyard Drive. Hele skiven er ren optur og jeg glæder mig som et lille barn til at høre dem live. Det kan næppe undgå at være en svedig sag.

Bonusinfo: rockredaktørens ynglings drink er Gin og Tonic. Han synder ikke så meget mere, men Gin vil der altid være plads til.

Bonusinfo 2: under indspilningerne i medleystudierne på vesterbrogade blev bandet pludseligt forsinket i 6 timer, da Justin Bieber kiggede forbi studiet for at indspille et nummer. Med den sædvanlig horde af bodyguards og ”Men In Black

MAGTENS KORRIDORER I SØRGMUNTERT JULEHUMØR

Det er begyndt at ligne en juletradition disse Magtens Korridorer koncerter i december og med to udsolgte koncerter i Store Vega syntes behovet så absolut at være til stede. Jeg selv var en af dem, som troskyldigt havde købt billet, så det var altså ikke i anmelder øjemed jeg kom, men slet og ret fordi jeg havde lyst til at høre MK endnu engang. Jeg har har fortalt det før og jeg gør det gerne igen. Johan Olsen var den første gæst jeg nogensinde interviewede dengang jeg i 2008 da jeg debuterede som radiovært nede på Vesterbro Lokal Radio. Kontakten havde jeg iøvrigt fået gennem MySpace som var det hotteste hotte dengang og som sikkert kunne havde været det den dag i dag, hvis ikke det var fordi at de efter utallige opdateringer, fuldstændigt fik smadret deres eget koncept og skudt sig selv 35-40 gange i sit eget ben. Tilbage til Johan anekdoten.  Da han ankom til radioen, var jeg rystende nervøs, det var jo min debut som radiovært, men gudskelov fik Johan fik mig hurtigt ned på jorden igen. Vi delte et par pilsnere og et par smøger i studiet (ja det måtte man faktisk dengang!) og interviewet forløb derefter aldeles fint. 

fullsizerender-1Og det er jo det de kan MK, de kan få os ned på jorden igen, de kan få os til at glemme den grå hverdag, som intet andet dansk band har kunnet i efterhånden mange år. Og som de største danske kunstnere gennem årene – Gasolin, CV Jørgensen, Shubidua (når de var bedst) og TV2 er det med kant i teksterne og tæft for den gode melodi. MK er gedigen københavner ramasjang med hyldester til de skæve eksistenser og gadedrenge mentalitet under skyggen på kasketten. Må jeg i den forbindelse nævne Nicklas Scneidermann, som i mine øjne er noget nær den eneste danske kunstner, der tilnærmelsesvis ligner det man kunne kalde en gedigen dansk version af rockstjerne på linje med Keith Richards, Sid Vicious, Brian Jones. Det sgu ikke nemt at være “farlig” i hyggenygge danmark med socialt sikkerhedsnet og fredagsslik på kakkelbordet. Selv salig baggårdspuma Otto Brandenburg optrådte i børnetimen fra tid til andet 🙂 Men Nicklas mestrer det med Fernet Branca attitude og blankpolerede støvlesnuder.

img_6249Men koncerten den 27 december 2016 i Vega, hvordan var den så. Altså jo, den var sgu god, ingen tvivl om det. Men folkefesten fra sidste års december koncert udeblev, måske fordi MK bevidst eller ubevidst ville noget andet denne aften. De ville spille rock uden gimmicks, det var sætlisten der skulle fyres af uden så mange dikke darer. Noget andet der måske osse spillede ind, var vel at Østkyst Hustlers, ikke var til stede denne aften. De har efterhånden optrådt en hel del sammen Magtens Koridorer og med ret stort musikalsk held endda. Langt bedre end så mange andre forsøg på at samle store danske kunstnere til en helhed (fordi så må det jo blive dobbelt så godt?) Så det var en “ind til benet” koncert, 1-2-3-4 og så eller lire danske rockslagere af som de jo efterhånden har en hel del af.

De bedste bands, det er dem hvor man står og savner de numre de IKKE spillede og img_6363denne aften savnede jeg “Vesterbro” (selvfølgelig) og mit all-time favorite MK nummer “Tilt” Hyldestsangen til den legendariske bartender BOF og vel osse til Mærkbar hvor BOF huserede i hin horrible tider. Angående sætlisten: jeg har aldrig helt forstået den akustiske udgave af Nordhavn Station. Den mister altså noget. Der er så mange andre numre som måske kunne være gangbare i akustiske udgaver, hvad med foreksempel Tæppet, Engle eller Blå Løgne? Og hvad skal vi med Militskvinder? Det er jo nærmest en tro kopi af Kliché klassikeren, så vil jeg da meget hellere høre et nummer mere fra MK´s egen righoldige skatkammer af selvskrevne fuldblods rocksange. MK har vel nok de første 20 numre som hæver sig højt op på siden af og til tider nogle gange endda  er bedre end Militskvinder.

Når jeg nu giver koncerten 4 stjerner, så er det fordi at MK er et fedt fedt fedt live band. De kender nærmest deres publikum bedre end de kender sig selv. De spiller numre som “Jeg vil hellere dø” som gjaldt det livet. De spiller utallige jobs året rundt og på trods af dette bliver det aldrig en ligegyldig afliring, men derimod udviser de en ægte ærbødighed overfor deres publikum. De leverer varen med en varme som tydeligvis rører og kan mærkes blandt deres velvoksne fanskare. Kan i huske scenen fra Gasolin filmen hvor Kim Larsen fortæller om hvor kalkuleret og hårde i filten Gasolin var blevet i slutningen af deres karrierre. Det er ikke sket for MK og det sker heller aldrig. Så bliver det i hvert fald over mit lig!

Så Magtens Korridorer. Tak for endnu en fed aften i jeres selvskab. Håber i kan bruge de fire stjerner til noget. Og ellers kan de byttes. For en kold King Pilsner 🙂