Fucking Fede Franklin Zoo!

Posted: august 17, 2016 in Anmeldelser

Franklin Zoo er et band der rykker for hårdt, ikke kun på den nye skive “Red Skies” men i det hele taget. De har i løbet af deres korte levetid allerede vundet et par priser, spillet en hel del jobs og har debutpladen (Untamed) + en EP bag sig. Og nu har de så en ny skive på gaden og lad mig gøre det klart for enhver med det samme, den er for fed.

Jeg var cirka 45 sekunder inde i første nummer, før jeg tænkte Chris Cornell og Soundgarden. Jeg vidste fra et facebook opslag at Steffen Jungersen netop havde anmeldt pladen så jeg surfede straks ind på hans site, for at se om han havde ladet nogle bemærkninger falde i samme retning og JO det havde han fandeme. Nuvel hvis Grunge, Chris Cornell, Soundgarden er de skudsmål man får kastet efter sig , så har man i min verden sgu kun grund til at være tilfreds.

“Never Caught” hedder åbneren på albummet og den er så absolut en værdig indgang til resten af en perlerække af 8 fede grungede rocknumre. Jeg har sagt det før – osse her på siden – men jeg gentager det gerne igen GRUNGEN var for mig personligt det fedeste og det bedste rent musikalsk overhovedet der skete i 90´erne. Derfor tager jeg da osse imod dette album med kyshånd og kan nærmest ikke vente til at høre Franklin Zoo i levende live på en scene nær mig. Forleden havde jeg trommeplager Lars Bahr og guitarist Søren Dabros en tur i studiet på Vesterbro Rock Radio og ligeså stille og velovervejede de fremstår in persona, ligeså meget vildskab og adrenalin, vælter der ud af knaphullerne, når rock´n roll fanden tager ved de 5 gutter her. Det er ikke skide originalt, men for satan det er velgjort og effektivt.

Tre hurtige jeg vil fremhæve fra albummet:

1. Teksterne (de taler for sig selv)

2. Føromtalte Lars Bahr – han spiller altså en fremragende tromme eller to.

3. Nummeret “Tangled Pain” Ikke siden Layne Staley  anno 1992 (Alice In Chains) har man hørt så meget smerte liret af i løbet af 6 minutter og 13 sekunder. Layne Staley gjorde verden så meget et smukkere sted at være til stede i, med sin enestående stemme, men hans dæmoner gjorde til gengæld osse selvsamme verden et så meget værre sted at være tilstede i. Heroinplaget genialitet. Franklin Zoo “nøjes” heldigvis her med at gøre den bedre.

Franklin Zoo og deres nye album “Red Skies” får 5 fede rockstjerner fra Vesterbro Rock Radio.

Link til Steffen Jungersens anmeldelse: http://steffenjungersen.dk/fornemt-franklin-zoo

RIFFELSYNDIKATET har udgivet deres – efter eget udsagn – sidste skive. Og lad mig da indledningsvis straks begræde dette. Riffelsyndikatet HAVDE, HAR og VIL i mange år frem, altid have sin helt egen plads i hjertet på den danske punkrockscene. Lyden og tekstuniverset ligner intet andet vi har hørt i denne genre gennem alle disse mange år som bandet efterhånden har eksisteret.



COVERET:

Men pladen, den nye skive, hvad med den? Ja lad mig med det samme komplimenterer det glimrende cover begået af

Trine Cirkeline Kvist.

10348430_10152285501196580_6541076671778056782_n

Eftersom pladens titel er ”PERLER FOR SVIN” er det naturligvis en perleplade der pryder forsiden af coveret, hvad ellers. Et smukt bybillede med brandtrapper, Rådhus og tørresnor mellem bygningerne. Men samtidigt (en slet skjult hilsen til AP MØLLER måske?) er denne by placeret på et skib, som byboerne har mere end almindeligt travlt med at forlade. De kaster sig simpelthen i vandet….hvad sker? Går byen under, går skuden under, går vi alle med? Venter undergang? Er det kun en overgang? Svaret ligger måske i det andet nummer på cd´en: Containerskib ”Verden venter kun på dig og dine store drømme” lyder det i forsanger Nicklas Burmans fine tekst til dette nummer. Måske hopper menneskene ud fra skibet for at finde en bedre verden, for at forfølge en drøm. Måske er de bare trist til mode. Svaret blæser i Nordenvinden.

https://soundcloud.com/riffelsyndikatet/kaufhaus-des-westens



TEKSTERNE:

 Til min store glæde har RIFLERNE trykt de glimrende tekster på indersiden af coveret. Dog har mine trætte slidte gamle øjne (23 år på hvert øje) temmelig svært ved at læse det der står med småt – hvilket er det hele – men gudskelov er monoklen for længst opfundet. Netop de danske tekster har altid været RIFFELSYNDIKATETS store force og derfor er denne anmeldelse da osse kraftig inficeret at den fine danske lyrik. Lad det være sagt med det samme, at teksterne har i RIFFELSYNDIKATES univers aldrig har været bedre. Det høres tydeligt at kunsthåndværket er i orden. Min private teori, er at mange års erfaring både som soloartist og i RIFFELSYNDIKATET har gjort Hr Burman, til noget nær en ener blandt de danske tekstforfattere på den rockscenen. Store ord i 2014, men jeg kunne citere nærmest uendeligt fra de ni sange på pladen. Hvad med den her ”Springtur; Vi springer ud fra en altan, som skæve påskeliljer” Eller denne her inspireret af Allen Ginsberg ”Jeg har set de største hjerner i en generation på kogevask og hey hey så blev det OK at være et nazisvin igen” Og som sagt kunne jeg blive ved! Så mange one-liners er ikke hørt siden Victor Borge i Tivolis Koncertsal.



MUSIKKEN:

 Rent musikalsk, så er instrumenteringen i skabet. Min første indskydelse da første tone flød ud af mine højtalere var mærkværdigvis nok GASOLIN´ som de lød på den sidste plade ”GØR DET NOGET” (se/lyt: Kinarock) Måske det er pga den lidt hårdere kantede stil som GASOLIN´ lagde for dagen i sin sidste levetid som band. New Wave florede jo det tidspunkt, som i min optik er i familie med netop den punkrock som Riflerne er eksponenter for. I nummeret ”Æter” går det helt galt for undertegnede da mine referencer bevæger sig hen i retning af Iron Maiden (se/lyt: 22 Acacia Avenue) Jeg tror bare vi lukker og slukker for den snik-snak her, inden det går helt galt for undertegnede.

 Guitarist Morten Grabowski lægger sig sikkert forrest i lydbilledet, men folder sig jævnligt ud, som andet end ”bare” endnu en punkguitarist. I numre som ”Det sidste strå” og ”Balladen om Lise-Lotte og Poul Hummer” lader Morten guitarstrengende folde sig ud i ærbødighed overfor den skrevne sangs sjæl. Han vejer numrene af på sin indre køkkenvægt og fra tid til anden finder han fingerspillet frem. Det bliver aldrig for meget, det bliver aldrig for lidt. Hr Grabowski har set rigtigt når han gør det, for numrene har meget mere i sig end bare den rå revolutionære punkattitude. Den øvelokale gryde som man kalder “bare spil for helvede, energien redder os igennem” falder alle grynende rockmusikere vel i på et tidspunkt, men er der kreativt overskud til det, kravler de mest fornuftige op igen. Ligesom RIFLERNE.

Gryderne varetages kompetent af trommeplager Christian Huusom og skulle jeg drage en sammenligning skulle det være desværre nu afdøde Anders Brill fra det for længst hedengangne Kliché. Osse et dansksproget band som lagde sig i den kreative yderbane, langt fra midterabat og mainstream. På RIFFELSYNDIKATETS plade lægger Hr Huusom sig lige præcis på det beat hvor det gør allermest godt. Der sgu smæk på skindet og man kan nærmest fornemme svedperlerne pible ud af højtalerkabinetterne. Det er næppe gået stille for sig under indspilningerne. Hvis man skulle refererer sig tilbage til Gasolin´ kunne man vel lidt frækt påstå at det var den trommeslager som de aldrig fik, men kunne have fortjent. Spillede Hr Huusum i mit band, fik han et ekstra løntrin.

På bas har vi så den navnkundige Martin K og hans bas gør det som en bas nu skal. Den fornøjer, fordøjer og spytter numrene ud i den anden ende og lægger en fed bund i den musikalske sandkasse. Selvom man dog aner en rettidig legesyge, når instrumenteringen i kvartetten ellers levner plads til det. Basrundgangende svømmer i sikker fristil rundt i de ni numre, så sikkert som politikerlede i begyndelsen af Maj. De andre tre medlemmer af orkesteret kan læne sig tilbage i sikker forvisning om at skulle alt andet galt, holder Hr K skibet oven vande. Skibet er ladet med rifler og det skulle ikke undre om Martin K var styrmand på den galej.



KONKLUSION

Jeg ville egentligt have givet dette album 4 stjerner, men da så sidste nummer på skiven føromtalte ”Balladen om Lise-Lotte og Poul Hummer” begyndte at køre på repeat i min øregang, var det pludselig jeg tænkte, for satan RIFLER, i har jo lavet et hit, om i det vil det eller ej. Og måske endda en ny fuldblods dansk rockklassiker MÅSKE skrev jeg!) på linje med ”Lorteparforhold” o.a. Men hvor Magtens Korridorers sang måske har en tekst der ligger oppe i de lettere luftlag, dens andre kvaliteter ufortalte, så har ”Balladen om Lise-Lotte og Poul Hummer” en allerhelvedets meget mere substans. Sagt lidt floromvundent så få kan forstå: Med kerner og fibre i den musikalske morgenbolle. Og alene derfor smækker vi den sgu op på de fem stjerner. Tak til RIFFELSYNDIKATET for alle årene. Tak til RIFFELSYNDIKATET for denne svaneplade. Please giv os bare en koncert til…….Bare en….

https://soundcloud.com/riffelsyndikatet/aldrig-plage-mer



BONUSINFO

Der sker noget højest besynderligt i ”Balladen om Lise-Lotte og Poul Hummer” som er det sidste nummer på pladen. Nummeret er egentlig 4.18 langt, men den kører videre med stilhed indtil 6.22 da der er en mobiltelefon der pludselig ringer. Første gang kiggede jeg omkring mig og rodede rundt på mit skrivebord for at finde ud af hvor den forbandede infernalske lyd kom fra. Nuvel efter to klimt stopper det og så går der igen en rum tid indtil 8:45 hvor en sprittertågede vise ala gammel Cæsar pludselig toner frem. Omkvædet er så vidt rockredaktionen kan høre forbudt for mindreårige eller Pinsevækkelsen i Mariager…..

At hænge ud i Mediebyen på Roskilde Festivalen, betyder osse at man hænger ud med….ja hangarounds, kollegaer, musikere, wannabees, journalister, starfuckers, musikerkoner, musikerbørn, musikermænd, roadies, morgen tv folk, gratister, nogen der kender nogen der har skaffet dem ind, filmfolk, ansatte på tuborg, groupies osv…. Og hvis der er nogen der har groupies, ja så det sgu JEPPE K🙂

En støvet stærkt tømmermandsplaget (det var undertegnede der havde tømmermænd, måske også bandet) sen lørdag eftermiddag lagde NARCOSATANICOS vejen forbi Mediebyen på Roskilde Festivalen 2014.

NARCOSATANICOS havde fået den store ære af at spille på Rising Scenen, onsdag eftermiddag. Superlativerne har nærmest stået i kø i mediernes omtale af NARCOSATANICOS´s koncerter og debutplade. Et sted bliver de minsandten omtalt som et band, der kan “lægge parcelhuskvarterer øde” Og et andet sted som “soundtracket af apokalypsen”

Faktum er at det er et fedt band, hvis lyd i hvert fald undertegnede aldrig har før har hørt i dansk sammenhæng. Så tjek dem ud. Det din pligt. NU!

3 hurtige tilbageblik

1. Den sublime præstation

Deftones – Orange Scene – 4 Juli – 19:30

Undertegnede Rockredaktør Ole Hansen, er jo søn af firsermetal, men i virkeligheden var grunge æraen ”mit” årti, med dertilhørende bandana, skovmandsskjorte og Dr Martens. Netop derfor kan det vel undre nogen (og mig selv ikke mindst) at netop DEFTONES er nærmest ukendt musikalsk terræn, for undertegnede, da de jo netop lagde sig i kølvandet på de sidste efterdønninger af grungen, med deres debut i 1995 (adrenaline) Men nu stod de så her på Orange Scene og mine forventninger var sådan ”nå ja, lad os nu se hvad de kan” men JA SGU DE KUNNE. For fanden det var forbasket godt, jeg var total blown away! Iøvrigt i smuk samhørighed med en meget kendt dansk tv-kok, som fremførte en art primal stammedans, til stor moro for de omkringstående, men den viden holder vi helt for os selv  Deftones leverede et skarpskårent show, sikre riffs, sikker trommeføring, fed bund i bassen og helt upfront sikker mikrofonføring af forsanger Chino Moreno. Nu er jeg som sagt ”jomfru” hvad angår livekoncerter med DEFTONES men det var da mit indtryk, at Chino Moreno, var blevet mere tilbagelænet på den fede måned. Man kunne vel kalde det eksperimental rockens svar på Frank Sinatra…. Ok indrømmet overdrivelse fremme forståelsen. At han så kunne lide en tår øl (over tørsten) er vel kun et plus i rock´n roll håndbogens ABC, så kære DEFTONES: KOM SNART IGEN! Der er en masse koncerter med jer endnu ikke har set eller hørt, men nu skal det fandeme være og i får 6 fede stjerner herfra.

——————————

2. Den noget rutineprægede præstation

Rolling Stones – Orange Scene – 3 Juli – 22:00

Den største koncert på Roskilde Festival nogensinde blev den kaldt og jo og ja da, gu fanden var det den største. At tænke sig man skulle få lov at høre det bedste rocknummer nogen sinde ”GIMME SHELTER” på Orange Scene! Af ROLLING STONES på egen gammel hjemmebane i rockroyal opstilling, Watts; Jagger; Wood; Richards! Man kunne vel kun nærmest ikke blive skuffet, jeg mener…..de har jo nærmest set rock -verden begynde. Og musikken for satan, MUSIKKEN: Paint It Black; Satisfaction; As Tears Go By; Sympathy For The Devil; Under My Thumb, Wild Horses.
Men det skete jo så……Jeg blev sgu skuffet. Det var lidt støvet, det var lidt sløjt, det var lidt altmodisch. Jagger; Wood og Watts gjorde det ok, men Richards virkede som en mand der havde prøvet det hele lidt for mange før – hvilket man jo ikke kan fortænke ham i – men nu var dette jo en LIVE koncert og ikke en YouTube video, med en gammel mand der kan imponere ved at danse moderne til et bryllup eller banke unge lommetyve ned. Man kan vel forlange lidt kvalitet uanset alder, det er dog en stor festival. Ellers skal man sgu komme ned fra den scene inden det bliver alt for pinligt. Vel helt pinligt blev det ikke, for listen af rockklassikere er uomtvistelig, så derfor Rolling Stones, TAK alligevel fordi i kiggede forbi. Nu kan jeg sætte flueben ud for jer og en oplevelse var det dog at se og høre det nogen kalder det største rockband nogensinde. Tre stjerner herfra.

Mick Jagger

—————————–

3. Nederen præstation

Psyched Up Janis – Orange Scene -5 Juli – 17:00

Sune Wagner lagde ud med at hamre samme akkord en 7 – 8 gange, som optakt til dette gig. Om det var en del af en endnu ikke overstået lydprøve vides ikke, men irriterende var det under alle omstændigheder. Nå men efter denne uheldige start lagde Psyched Up Janis ud med at spille en af de sikre kort nemlig ”I Died In My Teens” Var de nervøse for ikke at fange publikum fra start? Nummeret har jo efterhånden karakter af en dansk klassiker, men at det skulle kunne banke en publikumsstemning op, er efter undertegnedes personlige mening måske en anelse overdrivelse af dets betydning. Nuvel koncerten gik i gang, men gnist og spilleglæde var der fra start til slut ikke meget at spore af hos trioen. Gu var jeg da glad for at genhøre ”The Stars Are Out” som er MIN favorit, men jeg havde svært ved at finde ud af hvad Psyched Up Janis skulle på denne scene en sen lørdag eftermiddag. Skulle de spille gamle hits, skulle de vise materialet stadig holdt, hvilken nødvendighed lå der i denne flygtige gendannelse. Var det for at få lov til spille på Roskilde? Og hvorfor sætte dem på Orange Scene? Måske denne scene alligevel var for stor for bandet? Aner det ikke, men undertegnede kedede sig i hvert fald bravt fra start til slut. Jeg vil hellere høre Raveonettes på Arena næste gang. To stjerner.

En YDERST sympatiske herre ved navn Erling Daell har sat sig for ved helt egen hjælp at redde rocken fra den sikre afgrund i form af hvad der kan siges med et enkelt ord så alle kan forstå: XFACTORCYRUSCRAPTWERKJERKONEERECTIONTVOICEAUTOTUNEOGALTDETSHITDERKOMMERUDAFÆTEREN
Rocken har altid været under angreb fra alle steder, hvem husker ikke Frank Sinatras berømte udtalelse “Rock ‘n Roll: The most brutal, ugly, desperate, vicious form of expression it has been my misfortune to hear” Men Erling Daell har taget mikrofonen i egen hånd og har sat sig for at rendyrke rocken med den rul på, som den har formet sig op igennem de sidste 50 år, iscenesat af Elvis; Chuck; Diddley; Mick/Keith; Springsteen; Rotten; und so weiter…
Navnet på Erlings band er The Bullhounds og dette bandnavn er selvfølgelig en reference til tesen som rockens beskyttere. Det store spørgsmål er så om det fungerer for Erling? Med så kompetente kræfter som Peter Stroud (Stevie Nicks); Keith Christopher (Dan Baird & Homemade Sin); Mauro Magellan (Georgia Satellites); Rick Richards (Georgia Satellites) så kan det fandeme jo ikke gå helt galt. Her på rockredaktionen er skiven gået i rotation i afspilleren og vi glædes over denne ublu hyldest til rockmusikken som kunstform. Forvent ikke de store dybder, her bliver der arbejdet på guitarakkord med en fadøl i madkassen. Og det netop det der får det til at fungere. Men bedøm det selv kære læser. Titlen på pladen er ”PROTECTOR” og det er hvad The BULLHOUNDS er, en vagthund, en rockens beskytter.

Vi glæder os til at høre THE BULLHOUNDS ude på de små spillesteder (hvis ikke de store)

Så døde My Worst Paranoia! Hvil i fred min ven. Sørgeligt, sørgeligt for bortset fra bandnavnet (som rockredaktøren altid har haft svært ved at forlige sig med) sprudlede orkesteret over med fede tekster og god energi og så selvfølgelig på DANSK som vi kan lide det. Kan være de vender tilbage fra graven en dag hvem ved. De skal i hvert fald være velkomne. Imens drikker vi gravøl😉