SEA – The Grip Of Time

SEA kan deres kram, de kan deres ting, de kender deres rockhistorie, de kan spille røven ud af bukserne på de fleste bands i dag. Det må have krævet mange mange timer i øvelokalet at blive et så suverænt velspillende orkester.

I pressemeddelelsen fra Mighty Music der fulgte med deres nye skive “The Grip Of Time” forlyder det at albummet er et af de mest ventede danske rockalbums i de sidste mange år, efter sigende pga deres glimrende første album … det måske lige at stramme den lidt, men sandt er det da, at et fuldblods rock´n roll albums med en dansk signatur under, i sandhed er ved at være noget en sjældenhed. Hvis det da ikke lige var for føromtalte pladeselskab Mighty Music, så godt ord igen.

sea 2

        “Rust” hedder første nummer på skiven og start midte og slutning på nummeret vækker stærke mindelser om tidlig Judas Priest (og fik jeg nævnt omkvæd) Forsanger Anders Brink er ikke nogen Rob Halford, men newsflash det er der ingen der er, endsige nogensinde bliver. Anders i sig selv er en sindsygt god sanger, der giver sig selv 100% og det kan høres på denne plade. Ja faktisk kunne man have en frygt for om stemmen kan holde til det i længden, men det bliver jo så SEAS problem. Men en god åbner, det er “Rust”

once we were dead single coverFørste single udslip fra “The Grip Of Time” udkom sidst i januar og ligger som nr 2 på skiven, nemlig den klassiske rocker “Once We Were Dead” Om nummeret udtaler føromtalte Anders Brink, at de kan være måneder om at skrive et nummer, men at “Once We Were Dead” tog cirka en halv time at få i kassen. Og lad det være sagt med det samme, nummeret er et af de stærkeste numre på skiven, så man forstår udemærket at det blev valgt til forløberen for hele albummet. Et vildt fedt nummer, med groove og intensitet, som ikke er hørt bedre siden de store bands regerede rockscenen i 70´erne. Jeg taler om ikoner som Deep Purple, Rainbow osv. Store ord, jo jo, men ikke desto mindre er det sandt.

Helt deroppe kommer resten af albummet måske ikke, men mindre kan osse gøre det. Albummet er et album album om man så må sige, det vinder ved gehør og allerede efter de første to-tre gennemlytninger, kryber numrene ind under huden. Især vil jeg fremhæve det smukke “No Dawn” som et af de absolutte højepunkter. En god gennemarbejdet rocktune som giver sig god tid, men ikke er et sekund for langt. Og jeg ved ikke om den herre Hr Brink kan tåle mere ros, men shit en fed guitarsolo, han får smidt ind i det nummer. 

I det hele taget syntes jeg SEA er bedst i de numre, hvor de svinger mellem det decideret stille ballade-agtige og de voldsomt højtråbende rocknumre. Det giver en spændstighed og en vitalitet som i den grad klæder bandet, så SEA, forsæt venligst videre i samme spor. Det ville absolut aldrig have kunnet fungere, hvis ikke det lige var fordi de er så fandens teknisk dygtige og sammenspillede og at de forstår at økonomisere og prioritere med kræfterne, så de ikke falder i gryden med endeløst ligegyldigt lir “bare fordi man kan”

Og skulle vi så lige opsummere:

Jonas Bangstrup: Drums; Maico Thyge: Bass; Anders Brink: Vocals + Guitar; Anders Kargaard: Guitar.

De hedder SEA, de er et band, som netop har begået et voldfedt album de har valgt at kalde

“The Grip Of Time” 

5 af de fede rockstjerner til dem.

Et søvnigt søndags projekt

Måske det i virkeligheden var min egen skyld men jeg blev sgu ikke rigtigt grebet af Devin Townsend Project her forleden søndag i Amager Bio. Humøret var ellers højt efter en yderst vellykket fodboldkamp ude på Per Henrik Lings Allé 2. Alligevel kom koncerten aldrig for alvor op i gear, nærmere sådan lidt søndags tristesse. Publikum var søde og rare og der var god gensidig dialog med Devin Townsend Project, ja der var vel nærmest ikke et øje tørt da Devin Garrett Townsend – som bandbossen hedder – fortalte om sit 26 år ufejlbarlige ægteskab med sin elskede kone. Gad vide om han fortæller den historie på hele touren? Nu er vi jo ikke til krisesamtale i overpræsidiet, men til rockkoncert, okay?

dev 1

Den officielle debut på pladefronten – ifølge hjemmesiden – er sat til April 1995, med det album der hedder “Heavy as a Really Heavy Thing” Siden da er der udkommet i alt 30 (som i TREDIVE!) albums. Kan være det er derfor hans ægteskab er så velfungerende, han tilbringer mere tid i studiet, end med konen 🙂 Nå okay, plathederne til side….

Nåmmen tilbage til koncerten, da Devin Townsend Project slår de første toner an, forlader vi som traditionen byder baren og defilerer allesammen skyndsomt mod koncerten. Da jeg når scenekanten var min første tanke, hvorfor faen det var så lavt? Man kunne nærmest uden problemer tale med sidekammeraten, i et ganske normalt toneleje. Nu ved jeg godt at vi skriver 2017 og man må ikke ryge nogensteder, man må ikke drikke for mange bajere, man må ikke tale til koncerter og man må absolut ikke spille rockmusik så højt, som dengang i 80´erne hvor tinnitus i flere dage efter koncerterne var mere reglen end undtagelsen. Meeeeen det kan altså osse blive bare lidt for kedeligt. Lidt trykken for brystkassen, når bassen bliver hamret i bund, har ingen vel nogensinde taget skade af. Eller hvad 🙂 Et var lydniveauet, noget andet var at lydkvaliteten i det hele taget var ganske ringe, men som Lars Ulrich så ganske rigtigt sagde i et interview  (ganske frit efter min dårlige huskommelse) så er danmark det eneste land hvor man går så meget op i lyden og til gengæld ikke går så meget op i om bandet havde gang i en fest. Altså om de spillede et fedt gig, dårlig lyd eller ej. 

dev 3

Nå det så er sagt, så var det en særdeles fin sætliste, DTP havde på programmet. Sætter vi det sammen med en god energi på scenen og som jeg skrev tidligere et taknemmeligt og positivt indstillet publikum (det så vigtigt!) så var det slet ikke så ringe en koncert endda. Jeg lavede nogle små interviews med en del publikummer bagefter koncerten – tak Oana, Lisbeth og hvad i nu ellers hed allesammen – og  jeg må sgu indrømme begejstringen var noget større end min egen så, tja, tjohhh, bum.

Vi svinger den sgu op fra 3 til 4 rockstjerner. Folket har talt, publikum bestemmer. Men kun for denne ene gang….

Trivium suverænt overlegne i Vega

 Jeg kender/kendte ikke vildt meget til Trivium – indrømmet – så jeg havde googlet en del anmeldelser, fra deres koncerter på dansk grund og det var sgu en pose blandede bolsjer.  Men denne vinterkolde aften i Vega, var der ikke dikkedarer, ingen tvivl, de kan deres shit Trivium, det må jeg erkende blankt. En massiv lydmur, masser af fede soloer udført af kompetente musikere. God bund i sammenspillet og fedt kor af bassist Paolo Gregoletto. Når man så samtidigt  har Matthew Heafy, en ikke ueffen meget sympatisk frontfigur så kan det jo nærmest ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke.

1

I øvrigt et satans sent tidpunkt at gå på kl 23:00 når man som jeg skal op på job næste morgen kl 6:00. Det var tydeligt at mærke på publikum, at der var en del der øjensynligt ikke var “civilt erhverv ramt” som undertegnede, for de havde en gedigen fed fest den aften i Vega. I øvrigt var der en ung mand som gjorde sin ubudne entré på scenen, men blev temmeligt hurtigt smidt af scenen af Vega-vagterne. Der blev gået temmeligt hårdhændet til værks, men den unge mand satte sig osse kraftigt til modværge så…. Er det forøvrigt ikke osse håbløst oldschool at hoppe på scenen under koncerten. Var det ikke sådan en firserting, som bare ikke er fedt mere altså.

Men tilbage står der at Trivium var en magtdemonstration i hvordan en koncert aften skal skæres. Det var smukt, det var sublimt, det var en fest. Det jo hele tre ting….

Til slut vil jeg citerer Andreas Bjerno guitarist i Dear Delusion “Man skulle ikke være sart, der var circlepit 90% af tiden. Dusk Dismantled var mit (Andreas) højdepunkt”

5 rockstjerner til Trivium.

Bonusinfo: Vidste i at Matthew Heafys første instrument tilbage i sine purunge år var saxofon. Rock´n Roll!

Bonusinfo 2: De valgte at spille Run to the Hills som optakt til koncerten, hvilket var lidt ærgeligt, for så stod med der….tænk hvis det var Iron Maiden man skulle have hørt, lige der, en fredag aften, i Vega. Det virkede lidt uforløst.

Junkyard Drive – Sin & Tonic

Posted: februar 15, 2017 in Anmeldelser

Ren og skær Rock´n Roll optur

I det herrens år 2017, har snakken blandt rockfans og i branchen i den grad gået på hvem der skulle være naturlige arvtagere for alle rockdinosauerne, såsom Deep Purple, Scorpions, Black Sabbath…. fyld selv resten ud. Desværre er der rigeligt af tage af, når vi snakker pensionsmodne bands og endu værre er det at der ikke umiddelbart er 4-5 bands man kunne nævne som dem der kunne tage over fra store klassiske hårdtrockende bands. Det kan et band som Volbeat jo så heldigvis profitere af, da de jo – om man kan lide dem eller ej – har sin egen særegne lyd, sit eget udtryk, sit eget image. Dem er der ikke mange tilbage af. Og hvorfor skriver jeg så det, jo det gør jeg fordi tanken slog mig da jeg hørte Junkyard Drives seneste opus ”Sin & Tonic” De står på skuldrene af giganter. Den erkendelse gjorde Oasis sig på deres fjerde album ”Standing On The Shoulders Of Giants” som igen var tyvstjålet fra et citat af John Lennon. Junkyard Drive må lide den tort at vi befinder os 2017 og ikke 1987. Jeg var selv til stede dengang i 1987 og tro mig, Junkyard Drive var strøget direkte afsted som opvamning for Mötley Crüe på deres Girls Girls Girls tour. Junkyard Drive har attituderne og ikke mindst evnerne.

junkyard-drive-sin-tonic-album-cover

Og hvis jeg lige skulle slutte snakken af om fordums store rockbands: jeg fik af en eller anden grund startet pladen med det sjette nummer ”B.A.D” og kom uvilkårligt til at tænke på Skid Rows ”Creep Show” Det er som sådan ikke så skidt endda, da det eneste dårlige jeg har at sige om Skid Row er at Sebastian Bach skred fra bandet i 1996. B.A.D. er en fed rocker uden nogen som helst form for dikkerdarer. Det kunne meget passende have stået som overskrift for denne anmeldelse af pladen, der er ingen dikkerdarer overhovedet, men slet og ret fed rock´n roll. Set i den sammenhæng er det jo temmeligt genialt de har fået allestednærværende Søren Andersen (Electric Guitars, Glenn Hughes) til at producere albummet. Hvis der er noget den mand kan så er det sgu at skrue en fed glamrock plade sammen.

band-2Nummeret som skal ”breake” denne glimrende skive er den store rockballade ”Geordie” Du tror måske du ikke kender nummeret, men det gør du med 99,9% sikkerhed. Det er nemlig selvsamme nummer som Gasolin´ tog op på deres debutplade fra 1971 klassikeren “Langebro” Indtil fornylig anede jeg ikke at ”Langebro” var en oversættelse af en gammel engelsk folkesang. Temmeligt godt set af Junkyard Drive, at tage denne klassiker op igen, da alle danskere kender den og melodien og teksten har det sørgmod, som bare kalder på at et kompetent heavyband tager den på sin sætliste.  Det skurrer dog en anelse i ørene når forsanger Kris synger ”Two pretty babies have I born, the third lies in my body” men man må ikke glemme at de bedste viser og folkesange er fortællinger/historier/beskrivelser. Gerne omhandlende en tyrannisk konge eller det der var værre. Vi mangler Woody Guthrie til at skrive smædevisen om Donald Trump 🙂 Kort fortalt har Junkyard Drive begået lidt af en genistreg med deres fortolkning af “Geordie”

Hvis ikke Junkyard Drive kommer ud i USA/Europa med ”Sin & Tonic” så ved jeg snart ikke hvad der skal til. Pladen er en stærkt swingende Rock´n Roll sag, spækket med iørefaldende knaldperler. Desværre har man før set danske hardrock bands lave de fedeste plader (se: Go Go Berlin) uden at have fået den succes de egentligt fortjente. Jeg nægter at tro på, at Junkyard Drive med deres lettilgængelige Rock´n Roll ikke får en form for kommerciel succes med ”Sin & Tonic”

5 stjerner (ud af 6) udgår her fra rockredaktionen til Junkyard Drive. Hele skiven er ren optur og jeg glæder mig som et lille barn til at høre dem live. Det kan næppe undgå at være en svedig sag.

Bonusinfo: rockredaktørens ynglings drink er Gin og Tonic. Han synder ikke så meget mere, men Gin vil der altid være plads til.

Bonusinfo 2: under indspilningerne i medleystudierne på vesterbrogade blev bandet pludseligt forsinket i 6 timer, da Justin Bieber kiggede forbi studiet for at indspille et nummer. Med den sædvanlig horde af bodyguards og ”Men In Black

MAGTENS KORRIDORER I SØRGMUNTERT JULEHUMØR

Det er begyndt at ligne en juletradition disse Magtens Korridorer koncerter i december og med to udsolgte koncerter i Store Vega syntes behovet så absolut at være til stede. Jeg selv var en af dem, som troskyldigt havde købt billet, så det var altså ikke i anmelder øjemed jeg kom, men slet og ret fordi jeg havde lyst til at høre MK endnu engang. Jeg har har fortalt det før og jeg gør det gerne igen. Johan Olsen var den første gæst jeg nogensinde interviewede dengang jeg i 2008 da jeg debuterede som radiovært nede på Vesterbro Lokal Radio. Kontakten havde jeg iøvrigt fået gennem MySpace som var det hotteste hotte dengang og som sikkert kunne havde været det den dag i dag, hvis ikke det var fordi at de efter utallige opdateringer, fuldstændigt fik smadret deres eget koncept og skudt sig selv 35-40 gange i sit eget ben. Tilbage til Johan anekdoten.  Da han ankom til radioen, var jeg rystende nervøs, det var jo min debut som radiovært, men gudskelov fik Johan fik mig hurtigt ned på jorden igen. Vi delte et par pilsnere og et par smøger i studiet (ja det måtte man faktisk dengang!) og interviewet forløb derefter aldeles fint. 

fullsizerender-1Og det er jo det de kan MK, de kan få os ned på jorden igen, de kan få os til at glemme den grå hverdag, som intet andet dansk band har kunnet i efterhånden mange år. Og som de største danske kunstnere gennem årene – Gasolin, CV Jørgensen, Shubidua (når de var bedst) og TV2 er det med kant i teksterne og tæft for den gode melodi. MK er gedigen københavner ramasjang med hyldester til de skæve eksistenser og gadedrenge mentalitet under skyggen på kasketten. Må jeg i den forbindelse nævne Nicklas Scneidermann, som i mine øjne er noget nær den eneste danske kunstner, der tilnærmelsesvis ligner det man kunne kalde en gedigen dansk version af rockstjerne på linje med Keith Richards, Sid Vicious, Brian Jones. Det sgu ikke nemt at være “farlig” i hyggenygge danmark med socialt sikkerhedsnet og fredagsslik på kakkelbordet. Selv salig baggårdspuma Otto Brandenburg optrådte i børnetimen fra tid til andet 🙂 Men Nicklas mestrer det med Fernet Branca attitude og blankpolerede støvlesnuder.

img_6249Men koncerten den 27 december 2016 i Vega, hvordan var den så. Altså jo, den var sgu god, ingen tvivl om det. Men folkefesten fra sidste års december koncert udeblev, måske fordi MK bevidst eller ubevidst ville noget andet denne aften. De ville spille rock uden gimmicks, det var sætlisten der skulle fyres af uden så mange dikke darer. Noget andet der måske osse spillede ind, var vel at Østkyst Hustlers, ikke var til stede denne aften. De har efterhånden optrådt en hel del sammen Magtens Koridorer og med ret stort musikalsk held endda. Langt bedre end så mange andre forsøg på at samle store danske kunstnere til en helhed (fordi så må det jo blive dobbelt så godt?) Så det var en “ind til benet” koncert, 1-2-3-4 og så eller lire danske rockslagere af som de jo efterhånden har en hel del af.

De bedste bands, det er dem hvor man står og savner de numre de IKKE spillede og img_6363denne aften savnede jeg “Vesterbro” (selvfølgelig) og mit all-time favorite MK nummer “Tilt” Hyldestsangen til den legendariske bartender BOF og vel osse til Mærkbar hvor BOF huserede i hin horrible tider. Angående sætlisten: jeg har aldrig helt forstået den akustiske udgave af Nordhavn Station. Den mister altså noget. Der er så mange andre numre som måske kunne være gangbare i akustiske udgaver, hvad med foreksempel Tæppet, Engle eller Blå Løgne? Og hvad skal vi med Militskvinder? Det er jo nærmest en tro kopi af Kliché klassikeren, så vil jeg da meget hellere høre et nummer mere fra MK´s egen righoldige skatkammer af selvskrevne fuldblods rocksange. MK har vel nok de første 20 numre som hæver sig højt op på siden af og til tider nogle gange endda  er bedre end Militskvinder.

Når jeg nu giver koncerten 4 stjerner, så er det fordi at MK er et fedt fedt fedt live band. De kender nærmest deres publikum bedre end de kender sig selv. De spiller numre som “Jeg vil hellere dø” som gjaldt det livet. De spiller utallige jobs året rundt og på trods af dette bliver det aldrig en ligegyldig afliring, men derimod udviser de en ægte ærbødighed overfor deres publikum. De leverer varen med en varme som tydeligvis rører og kan mærkes blandt deres velvoksne fanskare. Kan i huske scenen fra Gasolin filmen hvor Kim Larsen fortæller om hvor kalkuleret og hårde i filten Gasolin var blevet i slutningen af deres karrierre. Det er ikke sket for MK og det sker heller aldrig. Så bliver det i hvert fald over mit lig!

Så Magtens Korridorer. Tak for endnu en fed aften i jeres selvskab. Håber i kan bruge de fire stjerner til noget. Og ellers kan de byttes. For en kold King Pilsner 🙂

HJORTENE

11 december, 2016, kl 19.00 præcist ankom jeg i ensom majestæt til Pumpehuset og når jeg skriver ensom majestæt, så MENER jeg ensom majestæt. Jeg var den eneste tilstedeværende gæst i Pumpehuset de første 20 minutter. Nu vel koncerten skulle først starte kl 20:00 fandt jeg så ud af så…. Men mange blev vi nu aldrig den aften, men det var nu ikke noget hverken Hjortene eller japanske Electric Eel Shock lod sig mærke med under deres gigs. Og det skal de jo heller ikke for faen….

Hej Ole, sagde forsanger i Hjortene –  Palle Demant – da han spottede mig oppe fra scenen. Vildt fedt at blive genkendt af folk man selv ser op til. Palle Demant er i min img_6079verden her, der og allevegne og senest mere end almindeligt markant med den glimrende dokumentar “Born To Loose” filmen om Lorenzo Woodrose. Har du ikke set den endnu så SE den!

Hjortene havde fået tjansen med at sparke festen i gang inden Electric Eel Shock gik på som hovednavn og eftersom Hjortene altid har forstået at levere højpotente koncerter med skarpladt revolver rock´n roll, lå jobbet da osse lige til højrebenet. Sidst jeg så dem var på Gutter Island 2014 og selvom denne koncert ikke nåede helt de samme højder, var det slet ikke ueffent, det var sgu en fed solid koncert. Og hvad gør en koncert god? Er det fordi at publikum er stive? Er det fordi det er Orange Scene lørdag aften? Eller er det fordi det er Pumpehuset en vintertræt søndag aften? Mange faktorer kan spille ind, men et faktum var det at publikum virkede noget søndagssløje og måske tømmermændsramte i starten af Hjortenes gig. img_6074

Hjortene leverede som sædvanligt max og de er som de skal være og de var som jeg forventede og huskede dem fra Gutter 2014 – et rock´n roll band med masser af attitude. ADHD diagnosen ligger lige for, hvis de skulle skulle booke et besøg på Dr Rocks klinik. Da trommeslayeren Kim of Death overtog mikrofonen for en kort stund, bemærkede jeg at nok havde han en Black Sabbath shirt på, men kan ingen kan knække med stemmen og synge falsk som Ozzy selv… Kim of Death har en ok stemme, Ozzy lyt til Hjortene!

Højdepunkt: da  “Poundin Hammer” røg ud over scenen. Fuck det et fedt nummer.

4 stjerner til Hjortene

Ps. Jeg forstår stadig ikke helt hvad Hjortene vil med deres cover af Creedence Clearwater Revival klassikeren “Bad Moon Rising” (?)

img_6100

Hjortenes sætliste. Tak Palle Demant.

ELECTRIC EEL SHOCK

Electric Eel Shock kan deres riffs. Cirka midt i sættet var der indlagt lidt Van Halen lir, lidt Scorpions lir,  måske for lige at sætte krogen ordentligt fast i publikum. Men ellers har de ikke meget til fælles med de to førnævnte bands, vi er mere over i Bloodhound Gang/Ugly Kid Joe og den dur. Som førnævnte Hjortene, er det energien der bærer koncerterne med Electric Eel Shock hjem og i den retning er de fucking fandens effektive.

img_1508

Af uransalige årsager optræder trommeplager Tomoharu “Gian” Ito altid kun i ført en lang sok på sine ædlere dele, hvilket da osse har adstedkommet en arrestation efter et gig i Hong Kong. Jeg fik en snak med forsanger Akihito Morimoto efter koncerten – se og lyt til interviewet længere nede i anmeldelsen – men han kunne heller ikke kaste lys over denne lettere aparte bizarre optræden fra manden med stikkerne.

MOVE LIKE JAGGER; DANCE LIKE TRAVOLTA

Numrene faldt som knaldperler på en snor, mens hyperenergiske  Aki Morimoto, sprang rundt på img_1498scenen og interagerede med et taknemmeligt publikum. Mikrofonen gik på omgang og jeg selv fik sgu lov at synge BASTARD, så  engle græd og djævle lo. Samtidigt viste Aki nogle effektive dancemoves som uden blusel, uden tvivl var tyvstjålet fra  danse notabiliteter som Mick Jagger/John Travolta.

img_1500Alt i alt: et stk fuldblods højoktan rockkoncert, som absolut gjorde sit til at lægge publikum ned denne december kolde søndag aften. Ikke nogen nem opgave, men Electric Eel Shock, kom, fyrede den af og sejrede. Det var sgu en potent oplevelse.

Kære Electric Eel Shock, kom snart tilbage til København og gerne til Pumpehuset, jeg kommer så hjertens gerne igen. Et Pumpehus som i øvrigt er blevet reddet fra at blive lukket netop efter denne koncert. Måske det skyldes mit overdrevne alkoholindtag, det må da have skæppet en del i kassen 🙂

Fem stjerner til Electric Eel Shock.

Bemærk i øvrigt billede med bassist Kazuto i klassisk KILLMISTER positur.

Lemmy du er savnet 

Fotograf Lene Møller

Når jeg hører Den Syvende Søn er det en mental lydoplevelse, en sanserejse. Ikke ambient og den slags pseudo (fik jeg trådt nogen over tæerne der, undskyld) næ ganske gemen effektiv rock med sund hang til det psykedeliske. Man får rækker af associationer og fortiden prikker en let på skulderen og beder venligst om at blive hørt og ikke mindst taget alvorligt. Og da især hørt. Igen og igen og endnu en gang. Fra Måneskjold til Skousen & Ingeman til Spids Nøgenhat til Steppeulvene til Syreregn til Young Flowers til Den Syvende Søn til osv.

Jeg kan forstille mig det må være røvirriterende at blive mindet om det gang på gang, men jeg kan altså ikke gøre for det, så jeg hopper med på vognen. Da åbneren ”Poeter og Kometer” første gang placerer sig mageligt i min øregang, er det skyggen af Michell Bellis fædrene ophav Peter, som rammer mig krystalklart. Michel er et levende bevis på at det ikke nødvendigvis kun er dine fars blå øjne du arver, men noget så personligt og uhåndterbart som en sangstemme, kan åbenbart sagtens føres videre til næste generation. I den forbindelse kan jeg fortælle at jeg for tre år siden havde den store ære af at lave et ganske kort interview med mesteren selv Peter Belli og da jeg adspurgte om sønnikes musikalske evner (efter at Michel havde spillet et glimrende gig til en af de legendariske Skydebanefester) skulle jeg hilse og sige at det ikke ligefrem var superlativer der blev kastet ud over stenbroen. Mere sagte ord som ”nå jo ja, det var da ok, han skal jo nok lære det” Og måske Ulven Peter havde en pointe, i sin halvsløje anmeldelse, måske han havde ret. De første to soloplader i Michel Bellis eget navn, lyder i dag mere som en stiløvelse, en spæd begyndelse, end et egentligt personligt udtryk. Specielt de engelske numre, er desværre numre som hurtigt ryger på nederste hylde i rockbazaren.

Men derfor er det da mig osse en stor glæde at kunne konstatere at med ”Den Syvende Søn” virker det som om at Michel har fundet sit helt naturlige musikalske ståsted, hans stemme er som skabt til at synge dansksproget lettere psykedelisk rockmusik. Mon ikke det altid har ligget i kortene at sådan skulle det være, men at det måske alligevel var for oplagt til at det skulle prøves af i de første to musikalske hug. Det aner vi ikke.

Men nok med floromvundne floskler, tilbage til skiven som det hele drejer sig om, nemlig Den Syvende Søns anden langspiller, som har fået den lettere uoriginale titel titel Den Syvende Søn (II) Da det ellers ikke er ordekvilbrisme der mangler i teksterne, så det kan undre lidt at det ikke udmøntede sig i en noget mere ”original” titel til skiven, men lad det nu ligge.

 I disse spotify itunes google play pis og papir tider, må jeg sgu skuffe læseren, hvis han/hun tror de kan slippe afsted med kun at købe et enkelt nummer eller to, til den private jukeboks. Den går altså bare ikke DJ Granberg. Dette album er et album ALBUM. Og hvis jeg må udtrykke det (indrømmet) selvmodsigende kryptisk, kan numrene sagtens stå alene, men kun hvis de står sammen side og side, som perler på en snor.

Åbneren på skiven hedder som sagt Poeter og Kometer, og det kan undre at dette oplagte geniale rim, ikke er at finde andet steds i det psykedeliske arvegods fra 60´erne/70´erne. Jeg HAR googlet det på kryds og tværs og jeg kan ikke finde det andre steder. Poeter og Kometer har en fortidstypisk klang af noget orientalsk, en duft af røgelse, noget eksotisk, og et 70´er tidstypisk  fingeraftryk af fremmedgjorthed med en insisteren på nærvær. Nummeret giver mig en ubændig lyst til at dykke dybere ned i resten af pladens numre og eftersom det helst skulle ligge i enhver album åbners dna så må man sige at her er missionen 100% fuldført.

Jeg har ikke tænkt mig at anmelde pladen slavisk nummer for nummer, men vil dog alligevel fremhæve nr to på pladen som (lige nu) er mit ynglingsnummer ”Jeg danser kun med mig selv” Det nummer er SÅ meget CV Jørgensen i min optik. Og her snakker vi altså om hans  (i min optik) bedste plader som kom efter efter ”Tidens Tern” Alene det egocentrede omkvæd ”Jeg danser kun med mig selv; mest af alt for at slå tiden ihjel” får mine ører til at spidses og til at lytte efter en ekstra gang og faktisk genhøre nummeret inden jeg planmæssigt forsætter min aflytning af resten af pladen. Jeg har svært ved at finde ud af hovedpersonen, er han en idiot, en stakkel eller en helt. Lars Løkke; Dovne Robert eller Michel Belli? Men vedkommende. Det er han. Sgu.

390-m

”Den Syvende Søn II” kan vel kaldes et opgør med middelmådigheden i dansk rock og en insisteren på noget så oplagt som godt håndværk og prima kvalitet. Ikke en leflen for salgstal og ingen letkøbte parafraser over gammelt materiale som virkede engang og som som sikkert gør det igen hvis man drysser lidt tårevædet anekdote-støj og misforstået kammerateri indover (Se: toppen af poppen) Her er et band med ambitioner om at tilpasse fortiden til fremtiden i dansk rock, ikke nødvendigvis være en del af noget som var engang, men tvært om i bedste fald omformulere den og bringe den ind i nye generationers musikalske dannelse. Og hurra for det! 

Overordnet vil jeg sige at pladen heldigvis ikke har skyggen af en chance for at lide en grufuld skæbne som metervare på mellemste hylde mellem Justin Bieber og andre lignende afarter af flåede tomater. Hvert nummer har sit særkende og det der var ynglingsnummeret i dag var det ikke nødvendigvis i går og er det næppe heller i morgen. Jeg kommer ikke udenom at nævne teksterne, som er et kapitel for sig selv. Nummer for nummer er de et arsenal af citater, one-liners og begavede gajolæskesandheder (sagt i den mest positive betydning) Når jeg hører ”Jeg danser kun med mig selv” dukker CV Jørgensen automatisk op i en afkrog af mit indre rock´n roll besjælede univers. Og det selvom ingen kan røre CV til sokkeholderne hvad angår beske begavede og betændte tekster. Men Den Syvende Søn, sejrer stort i sit eget lille lukkede univers, som dog har har porten så vidt åben at de danske spillesteder godt kan begynde at byde sig til. Please gør det! Jeg har endnu til gode at høre ”Den Syvende Søn” i levende live (for nu at citere CV Jørgensen) men det må og skal ske snart. Og når så Michel synger han kun vil danse med sig selv, ja så synger jeg med. Og danser. Danser med mig selv.

Bonus info. Nummeret ”Ham der var mig” Et underspillet nummer med en tekst der som sædvanligt er suverænt velskrevet og veludført, men det jeg vil fremhæve her er melodien. Omkvædet har det der Paul McCartney´ske knæk fra vers til omkvæd som han jo var så genial til i sine velmagtsdage.  Versefødderne bliver sunget og afleveret på en tilbagelænet måde, som kun kan aftvinge respekt. I bandsammenhæng vil jeg kalde det musikalsk suverænitet og en magtdemonstration i overskud.

Stjerner? Sangene swinger mellem tre og fem stjerner. 5 ½ til ”Jeg danser med mig selv” Albummet? Det havner på de fem.