Reklamer

Mit kendskab til King Gizzard & The Lizard Wizard var inden koncerten sporadisk, men ansporet af de sociale medier, lurede jeg nu alligevel om ikke dette band, kunne være værd at tjekke ud ved selvsyn. Så jeg cyklede trosskyldigt til ned af Istedgade Vega med en kølig pilsner i hånden, uden nogen som helst forventning om noget som helst. Oh jo, jeg havde da tjekket dem ud på på tuben, spotify und so weiter, men i forhold til bandets korte liv er deres produktion er jo enorm og kompleks.  I 2017 var deres selverklærede mål at udgive hele 5 skiver (som i fem!) Og de holdt deres løfte. De har dog senere erkendt, at de var ved at knække nakken på at skulle overholde dette selverklærede mål.

IMG_5237

Denne varme sommer, kører ventilatorerne på højtryk på scenen

Engang i forne tider på Vig Festivalen, snakkede jeg med Carpark North om det til tider kunne være publikums skyld at en koncert ikke gik som forventet, altså blev dårlig. Grunden til vi kom ind på emnet var fordi jeg lige havde oplevet Ian Astbury forsanger i The Cult, stå og smider verbale svinere udover publikum på Orange Scene. Han var var mildt sagt ikke begejstret for publikums manglende entusiasme for hans genialiteter. Carpark North mente – selvfølgelig – at det til syvende og sidst måtte være artistens ansvar at formidle en fed koncert ud over scenekanten. Når jeg bringer dette på bane i denne anmeldelse, er det fordi jeg da sjældent har set en så oprigtigt begejstret tilskuerskare, som på denne aften med King Gizzard. Det var ren og skær fornøjelse at være vidne til et så veloplagt publikum, hvilket omsider bringer mig hen til min pointe, nemlig den at publikum havde stor ære af denne vellykkede aften i Vega. Min forventning havde forøvrigt været at opleve en hær af gamle rocknisser, som undertegnede selv, men det viste sig nu ikke at holde stik. Sådan lige lovligt løst anslået, lå gennemsnitsalderen vel på de første 3-4 rækker oppe foran scene på omkring 22-23 år. Gennemsnitsaldren har sikkert steget betragteligt jo længere man kom ned i mørket i salen 🙂  Men tak publikum.

IMG_5217

Der gøres klar til VM i 100 m synkron trommeslagning

King Gizzard & The Lizard Wizard er et velspillende energisk orkester. Med noget så udsædvanligt som to trommeslagere, som spillede noget nær 100% synkront. Men når man stiller et bandopsætning op med to trommeslagere der sidder ansigt til ansigt, skal det selvfølgelig også sidde lige i skabet. Alt andet ville virke underligt utjekket og ville blive bemærket. Af publikum. Af folk som mig. Må egentligt være underligt bare og sidde der en hel koncert og glo på sin makker. Men som sagt fed energi over hele linjen og et forøvrigt fedt lysshow, som var uhyre virkningsfuldt i en smuk symbiose med musikken.

Psykedeliske rock´n roll knaldperler, der faldt i en lind strøm, gjorde denne aften, en koncert udover det sædvanlige. En uhyre god tilfældig beslutning jeg tog denne aften, ville nødigt have undværet denne koncert i min samlig.

Må jeg forøvrigt komplimeteret opvamningsbandet Amyl and The Sniffers. Fed punkrock, fra Melbourne, som minsandten også findes på Gutter Island Garage Rock Festivals line-up. Det SKAL jeg høre igen J

5 stjerner til publikum.

4 stjerner til King Gizzard & The Lizard Wizard.

Det giver et gennemsnit på 4,5, som vi så runder op til 5.

Jeg måtte minsandten runde et halvt århundrede, før jeg skulle gøre min entré til min første reggae koncert nogensinde. Lidt vildt at tænke på faktisk, da det jo ikke ligefrem er niché musik for selvbestaltede feinscmeckere/musiknørder. Den rekordvarme sommer, var den perfekte kulisse, for en aften med Ziggy Marley i København og salen kogte da også i mere ned en forstand. Heldigvis var der masser at slukke tørsten med i Vegas sindsygt dyre sortiment af fadøl. De havde forøvrigt fået sat et eksklusivt lille IPA vandhul op ovre i hjørnet af baren, tommel op til Vega herfra!

En koncert med Ziggy Marley var lige nøjagtig, som jeg troede, som jeg håbede, som jeg forventede. En koncert med fede vibes, fra et eksotisk sted langt væk kaldet Jamaica. Umiddelbart kunne det tælles på et par fingre hvor mange af numrene jeg egentligt kendte i forvejen, men det gjorde intet overhovedet. De fleste numre indgød til fællessang og efter få sekunder sang jeg sgu med alligevel. Sværere var det altså ikke. Jeg påstår ikke at det lød kønt!

Med Bob Marleys død, blev det alle reggaemusikeres lod, at skulle leve med at hans skygge stadig hænger tungt over hele genren, selv efter alle disse mange år. Lidt ligesom Elvis og så alligevel ikke, for nok var Elvis den største, men rockmusikken er så udbredt i alle mulige afkroge og genrer. Vi har haft mange helte sidenhen til at bære rock-faklen videre, Kurt Cobain, Freddie Mercury, Bruce Springsteen osv osv. Men i reggae er der altså kun EN megastjerne som skinner udover det hele og det er selvfølgelig Bob Marley. Sådan må det være og sådan er det. Og lur mig om ikke hver eneste publikummer i Vega denne juli aften, på et tidspunkt har haft Bob i tankegodset, om ikke andet så blot som en kærlig lille strøtanke. Når det så er sagt, så er sønnike Ziggy, en fin og værdig repræsentant for reggae-genren. Han har opbygget et fint repertoire gennem årene, som har vist sig holdbart til andet end blot at være en bleg efterligning af fortidens helte.

Ziggy Marleys band var yderst kompetent swingende med velsyngende korpiger og dertilhørende synkrondans. Ingen tvivl om at Ziggy er bandleder, men sådan MÅ det vel være når man nærmest er en slags royal kronprins i reggae sammenhæng. Må jeg forøvrigt komplimentere leadguitaristen som et par gange fik lov til at fyre et par soloer af, som var så heavye, at selv Jimmy Page fra Led Zeppelin ville have frydet sig derved. Koncerten arbejdede sig stødt og roligt igennem, med et taknemmeligt og lydhørt publikum som sikker tolvtemand. Ingen overraskelser – bortset fra guitaristen som sagt – men et dejligt pust fra de varme lande til et solstiksramt Vega. Onde tunger vil måske påstå at Ziggy er i den lettere ende af reggaeskalaen, nuvel måske nok, men underholdende og en i mere end en forstand varm oplevelse var det.

Uvilkårlig gik tankerne på om der mon ville komme et nummer taget ud af det fædrene ophavs sætliste og jo minsandten om ikke klassikeren ”Is This Love” blev sat på som ekstranummer. Meget passende placeret. Eneste minus var faktisk, at den blev kørt for langt ud, lige et minut eller to for langt. Nuvel, kun en skønhedsplet, på en ellers fantastisk overophedet sommeraften i København. Kom snart igen Ziggy Marley. Du får fire stjerner af mig. Hvis du kommer igen en kold vinteraften, hvor vi sikkert har endnu mere brug for dig, kan det være jeg giver dig fem 🙂